facebooksøg
Boldklubben FREM
BKFREM - B 93
19. oktober 2019 14:00 AFLYST
Spilles i stedet 22/10 kl 19:00
- KLIK HER OG KØB DIN BILLET NU!

FREM skabte mange chancer – men nulløsning sendte holdet til bunds i 2. Division

1. september 2019

Kampreferat

FREMs søndags-udekamp mod Avarta bød på meget godt fodboldspil, en del målchancer – og nul mål til begge hold. Dermed er FREM sidst i 2. Division.

Se højdepunkter her: Ekstra Bladet

Ligesom sidste år ved denne tid spillede FREM 0-0, da holdet var på besøg i Espelunden for at møde Avarta. Men hvor opgøret sidste efterår havde været en chanceforladt og kedsommelig affære, så var der muligheder nok på denne første dag i september, hvor de to hold afviklede deres opgør i et glimrende fodboldvejr. Det var sommerlunt, men solen skinnede ikke, og det luftede også en anelse.

FREM-træner Allan Ravn havde været nødsaget til at spille sine kort lidt anderledes, end tilfældet havde været i sidste uges kamp hjemme mod HIK (1-4).

Daniel ’Elly’ Pedersen var af disciplinære årsager røget en tur på andetholdet, og Rasmus Møller var blevet skadet Det samme var i øvrigt Mikkel Andersson.

Det betød, at Kenneth Thinter røg fra højre back over på sin vante plads i modsatte side. Tonni Adamsen var samtidig flyttet fra midtbanen til angrebet.

Det gav plads til Andreas Lundberg centralt på banen, mens der var comeback til Jonas Nørremark som højre back.

Allerede i kampens fjerde minut tilspillede FREM sig kampens første chance, da Daniel Anusic fik slået et godt indlæg fra venstre side, som Avarta-forsvaret i første omgang fik afvist. Returbolden endte imidlertid hos FREMs Jacob Pind i højre side af straffesparksfeltet, og han havde god tid til at få afsluttet.

Det gjorde den tidligere Slagelse-spiller også, men desværre for ham og FREM skød han lige over mål. Men så havde gæsterne ligesom lagt linjen.

Hele første halvleg virkede FREM godt kørende i venstre side, hvor Daniel Anusic og Kenneth Thinter havde et godt samarbejde.

Efter den første chance til Jacob Pind havde begge spillere da også muligheder.

Det lykkedes imidlertid for Avarta at få pareret et skud fra Daniel Anusic til hjørnespark. Og Kenneth Thinters forsøg efter en et-to kombination med samme Daniel Anusic endte lidt til venstre for Avartas mål.

Men selvom FREM var toneangivende i begyndelsen af kampen, var hjemmeholdet ikke ufarlige.

Heldet var således lidt med FREM, da Oliver Carrara fik brudt igennem i højre side og sendt en aflevering på tværs i målfeltet, hvor der ikke var nogen grønblusede til at følge op.

Og angrebskollega Mads Walter havde efter et lille kvarter et giftigt skud fra kanten af straffesparksfeltet, der sneg sig uden om højre stolpe.

I første halvlegs midterste kvarter stod der imidlertid FREM på det meste.

Tonni Adamsen har ved flere lejligheder vist, at han har et udmærket skud. Han var vanen tro skydelysten, og midtvejs i halvlegen afsluttede Frederik Christensen et langt FREM-angreb med en halvflugter midt i feltet, der kunne være endt som et flot mål, hvis bolden var gået i kassen. Den sneg sig imidlertid lige over hjemmeholdets bur.

Omkring den halve time kom Avarta igen lidt bedre med i selve spillet. Men det lykkedes ikke for holdet at skabe nævneværdige chancer i denne periode.

Bedste forsøg var et fladt et af slagsen fra Oliver Carrara, hvor bolden undervejs ramte en spiller. Men FREM-målmand Rasmus Wedege havde helt styr på den situation.

Så var der mere gods i FREMs Kenneth Thinter, der fik afsluttet et godt og langt angreb fra de tværstribede, hvor han forsøgte at lægge bolden op i målets øverste, højre hjørne, men bolden fik en anelse for meget højde på.

Både Tonni Adamsen og Andreas Lundberg prøvede med skud fra distancen, men tættest på scoring i første halvleg kom Daniel Anusic tre minutter før pausen, da han skar ind fra venstrekanten og kom ned mod Morten Bank i Avartas mål.

Ved den lejlighed lykkedes det ham at passere Avarta-keeperen, men bolden strøg på tværs af målet og sneg sig uden om fjerneste stolpe.

I begyndelsen af anden halvleg var hjemmeholdet ved at overliste FREM, da Oliver Carrara var ved at bryde igennem i deres venstre side I sidste øjeblik lykkedes det dog et par FREM-forsvarere at få standset ham, inden han fik skudt på mål.

Fem minutter senere faldt kampens største chance.

Efter et langt FREM-angreb lykkedes det for Tonni Adamsen at få driblet sig på tværs forbi tre-fire modstandere omkring stregen til straffesparksfeltet. Angriberen endte med at lægge bolden frem til en helt fri Andreas Lundberg, som alene med Morten Bank imidlertid skød bolden over såvel Avarta-målmanden som målet.

Endnu tættere på kom FREM ti minutter senere, da Avarta havde problemer med at få en bold ud af farezonen. Frederik Christensen fik erobret bolden, og i en presset situation fik han sendt en høj afslutning afsted, hvor bolden røg over Morten Bank og endte med at ramme ydersiden af venstre stolpe.

Midtvejs i anden halvleg fik Avarta deres største chance.

Efter at FREM i første omgang havde afvist et angreb, begyndte Avarta forfra ved, at Morten Bank sendte kuglen langt op ad banen. Her fik FREM-forsvaret ikke clearet bolden, hvorefter Mads Walter satte sig igennem og – noget presset – endte med at få afsluttet i en rimelig god position nogle meter inde i straffesparksfeltet. Rasmus Wedege gik i den situation godt ud af sit mål og fik reddet med en fodparade, inden FREM med lidt besvær fik ryddet op.

Resten af kampen var FREM mest på bolden, men i betragtning af overvægten i boldbesiddelse fik holdet ikke skabt så meget, som spillere, trænere og fans kunne have håbet på.

Tættest på det forløsende mål var Tonni Adamsen fem minutter før tid, efter at FREM havde kørt en lang sekvens, hvor Avarta havde store problemer med at få kuglen op på modstandernes banehalvdel.

Tonni Adamsen endte med at skyde på mål fra kanten af feltet, og bolden havde tilsyneladende kurs mod venstre side af nettet. Her ville Morten Bank det dog anderledes, og Avarta-målmanden reddede på flot vis til hjørne.

I den anden ende var indskiftede Jonas Hemmingshøj tættest på, da han var ved at bryde igennem på et kontraangreb. Her fik Kristoffer Dirksen og Frederik Sundstrup dog ved fælles hjælp standset ham.

Til allersidst truede Avarta med at stjæle sejren, da Oliver Carrara løb mod mål i et kontraangreb i højre side af straffesparksfeltet. Omgivet af tre modstandere lykkedes det ham alligevel at få bolden lagt tilbage til en fremstormende Emil Wass, hvis skudforsøg ikke helt havde samme kvalitet som medspillerens dribletur. Bolden endte helt oppe på en af de græsvolde, der omgiver Espelunden.

På den måde endte kampen 0-0, og det var tredje gang ud af seks mulige, at FREM ikke fik scoret i årets 2. Division. Derfor må man nok alt i alt sige, at holdet har et målscoringsproblem.

Spillemæssigt var der til gengæld en del at glæde sig over. I modsætning til HIK-kampen og for så vidt også den foregående udekamp mod B 93 (0-0) var FREM denne gang tættest på sejren.

Den sejr fik holdet bare ikke, og da B 93 lørdag vandt 3-1 ude over Brønshøj, røg FREM nu helt til bunds i 2. Division pulje 1 med tre point for seks kampe. Og FREM er den eneste klub i puljen, der endnu ikke har vundet.

Det kan der dog laves om på lørdag kl. 14.00, hvor Brønshøj kommer på besøg.

Inden da kommer der imidlertid endnu et mellemværende med Avarta. FREM skal tilbage til Espelunden onsdag kl. 17.30, og denne gang er der garanti for mål, for det er et opgør i Sydbank Pokalens 2 runde.

Matchfakta

Avarta – FREM 0-0

Mål: Ingen

Advarsler:

Avarta: Ingen
FREM: Frederik Christensen (8.), Andreas Lundberg (44.)

Holdopstillinger:

Avarta: Morten Bank – Emil Bodholdt-Larsen, Niels Victor Guldbrandsen, Mathias Cordua, Mehmet Coskun – Simon Ustrup, Emil Wass, Emil Thomsen, Thiago Pinto Borges – Mads Walter, Oliver Carrara

FREM: Rasmus Wedege – Jonas Nørremark, Kristoffer Dirksen, Frederik Sundstrup, Kenneth Thinter – Jacob Pind, Victor Christiansson, Andreas Lundberg, Daniel Anusic – Frederik Christensen, Tonni Adamsen

Udskiftninger:

Avarta: Andreas Horsebøg ind for Thiago Pinto Borges (69.)

Avarta: Jonas Hemmingshøj ind for Mads Walter (69.)

FREM: Armend Aslani ind for Andreas Lundberg (76.)

FREM: Hamid Khalidan ind for Daniel Anusic (76.)

For FREM blev Dominik Kis, Daniel Holm, Sebastian Kroner, Christian Bramsborg og Vitus Corell Sindahl (målmand) ikke benyttet.

Dommer: Nicki Nordlund Hansen

Tilskuere: 558

Flere foto her:

7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
19. Christian Bramsborg

Position: Forsvar, Midtbane
Født: 21-09-1999
17. Daniel Anusic

Position: Forsvar
Født: 25-04-1996
13. Daniel Holm

Position: Angreb
Født: 07-03-1995
77. Daniel Pedersen

Position: Angriber
Født: 24-03-1989
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
30. Jesper Næsby

Position: Målmand
Født: 25-08-1981
26. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Forsvarer
Født: 16-02-1993
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
25. Mark Sundstrup

Position: Midtbane/angreb
Født: 30-06-1989
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2019 ] Dennis Sjøbeck -