facebooksøg
Boldklubben FREM
BK FREM - Vanløse IF
21. september 2019 14:00 Valby Stadion
2. Division Pulje 1
- KLIK HER OG KØB DIN BILLET NU!

Femte gang var heller ikke lykkens gang: FREM tabte klart til HIK

24. august 2019

Kampreferat

FREM spillede fint med i den første halve time af lørdagens vigtige kamp i 2. Division, men derefter kom HIK foran, og Hellerup-klubben endte med at vinde en klar sejr på 4-1.

Se alle fotograf Preben Pathuels billeder her: Billedserie: FREM - HIK

Efter en lille resultatmæssig opmuntring for FREM onsdag i udekampen mod B 93 (0-0) blev lørdagens kamp et antiklimaks. Fejl på fejl kostede det andet nederlag på hjemmebane i træk for FREM-mandskabet, der nu i fem forsøg stadig ikke har vundet i 2. Division i denne sæson.

Holdets træner, Allan Ravn, havde ellers rokeret en del på tropperne til lørdagens kamp, der repræsenterede en mulighed for at få kontakt med rækkens midterfelt.

Målmand Marco Brylov havde pådraget sig en fingerskade under træning, og derfor var der sæsondebut til Rasmus Wedege mellem stængerne.

Rasmus Møller var tilbage i startopstillingen som venstre back. Det sendte den normale venstre back, den højrefodede Kenneth Thinter, over som højre back – og Christian Bramsborg på bænken.

Sebastian Kroner fik ikke genvalg på højrekanten, og Mikkel Andersson måtte ligeledes begynde kampen mod HIK blandt reserverne. Til gengæld var Daniel Anusic med fra start på venstrekanten, og Frederik Christensen startede for første gang inde. Han lå helt i front sammen med Daniel ’Elly’ Pedersen, mens Tonni Adamsen var på den offensive midtbane til denne kamp, som de to hold gennemførte i fint fodboldvejr. Det blæste en lille smule, og solen skinnede fra en skyfri himmel.

Set med FREM-øjne kan man godt sige, at vejret egentlig var det bedste ved opgøret.

Kampen begyndte ellers ganske lige. HIK havde dystens første store chance med en hovedstødsmulighed til Yones Felfel, og to minutter senere kom Frederik Christensen frem til en lignende stor chance i den anden ende. Begge forsøg endte over mål.

Efter små 20 minutters spil var det Frederik Sundstrup, der fik chancen for at bruge hovedet. FREM-forsvareren var søgt med frem, og efter et glimrende frisparksindlæg fik han headet kuglen mod målet, hvor det imidlertid lykkedes for HIKs målmand, Sebastian Sørensen, at få greb om den.

Fem minutter senere havde Daniel Anusic trukket lidt ind fra venstrekanten og fik sendt et skud mod mål. Hans flade forsøg strøg imidlertid lige forbi venstre stolpe.

I denne fase havde FREM et fornuftigt overtag i spillet, hvor det lykkedes at presse HIK tilbage på egen banehalvdel. Gæsterne havde i den midterste del af første halvleg svært ved at få bolden frem til deres tre angribere.

Da det endelig lykkedes for HIK at komme lidt frem på banen, afsluttede de den gode FREM-periode med et lidt optimistisk skudforsøg fra de hvidblusedes Jacob Skovgaard Larsen.

Minuttet efter var der mere kvalitet i et langskudsforsøg fra FREMs Tonni Adamsen, som satte bolden inden for rammen – uden at Sebastian Sørensen dog for alvor var udfordret ved den lejlighed.

Det blev Rasmus Wedege til gengæld kort efter, hvor der manglede 12 minutter af første halvleg.

HIKs Julius Lip fik fat i bolden, og han kunne lovlig ugeneret få den ind i FREMs straffesparksfelt, og selvom der var opdækning på vej, havde han både tid og plads nok til at sende bolden i mål tæt ved højre stolpe.

Samme Julius Lip var på spil blot to minutter efter en situation, hvor FREM ikke var helt konsekvente nok i forsvarsspillet. Netop som det så ud som om, chancen var fortabt for HIK, satte Julius Lip sig igennem i venstre side af straffesparksfeltet, men han satte bolden lidt for højt i sit forsøg på at sende den op i øverste højre målhjørne.

I stedet var det nær blevet 1-1 tre minutter før pausen, hvor ’Elly’ headede godt på mål efter et indlæg fra FREMs venstre side. Sebastian Sørensen var kun i stand til at halvklare det kraftfulde hovedstød, og derefter opstod der rent skydetelt tæt på målfeltet, men den ene gang efter den anden lykkedes det for HIK at få blokeret to-tre afslutninger fra FREM.

Dermed har FREM ikke scoret i første halvleg i de sidste fire divisionskampe i træk, og holdet har endnu til gode at score først. Til gengæld er det lykkedes at komme foran en enkelt gang. Det var, da ’Elly’ scorede i anden halvleg til 2-1 mod FA 2000 i sæsonens første kamp, som sluttede 2-2.

Der er slet ikke tvivl om, at hvis FREM havde scoret i skydeteltet i slutningen af første halvleg, ville denne kamp mod HIK have udviklet sig på en helt anden måde, end tilfældet blev.

Nu virkede det i anden halvleg som om, at gæsternes føringsmål – kombineret med den generelt sløje sæsonstart – fik lov at sætte sig rent mentalt på FREM-spillerne, der kom dårligt ud til anden halvleg.

Allerede i første minut lykkedes det for HIKs Jacob Skovgaard Lasen at bryde igennem i udeholdets højre side. Hans indlæg fejlbedømte Rasmus Wedege, og her var heldet ret beset med FREM, da ingen af HIKs spillere kunne nå frem til bolden.

Nogle minutter senere kom Jacob Skovgaard Larsen igen fri i gæsternes højre side, og selvom Rasmus Wedege i første omgang fik bokset bolden væk, røg kuglen lige ud til Andreas Smed, der i pausen havde erstattet målscoreren Julius Lip. FREM-forsvaret fik ved den lejlighed imidlertid blokeret Andreas Smeds skudforsøg.

Allan Ravn forsøgte at vende slagets gang ved at flytte Kenneth Thinter tilbage på den vante plads i venstre side, samtidig med at han sendte Christian Bramsborg på banen som erstatning for Rasmus Møller.

I stedet gik det galt. Helt galt.

Tre minutter efter udskiftningen lurede Andreas Smed på kanten af offside, og det lykkedes for ham at komme i bund med bolden i højre side. FREM-forsvaret halsede efter, og den ubalance, som der opstod, udnyttede Andreas Smed til at lægge bolden skråt tilbage til Jonas Hebo Rasmussen, der fra en position lidt inde i straffesparksfeltet lagde bolden ind i målets højre side.

Midtvejs i anden halvleg senere blev det 3-0 til gæsterne, da HIK efter en fejlaflevering af Frederik Christensen i FREMs venstre side spillede hjemmeholdet tynde. Boldene endte i HIKs venstre side, hvor Jonas Hebo Rasmussen løftede den over Rasmus Wedege og på den måde scorede sit andet og HIKs tredje må. FREM appellerede for offside, men det var forgæves.

To minutter senere var det meget tæt på, at FREM var kommet bagud med fire mål, da en misforståelse i forsvaret tvang Rasmus Wedege ud af målet for at agere redningsmand. Det blev til en skovtur, og Jonas Hebo Rasmussen fik med lidt besvær sendt bolden ned mod mål, hvor Victor Christiansson tæt på mållinjen fik reddet sit hold, inden Rasmus Wedege sikrede sig kontrol over kuglen.

Men to minutter senere slap FREM ikke så let.

Efter en god chance til Frederik Christensen i den ene ende, slog HIK kontra, som endte med en fremlægning til Andreas Smed i gæsternes venstre side. Han satte sig igennem og kom alene med Rasmus Wedege, som han let kunne passere til firemålsføring.

Dermed var slaget definitivt tabt, og det blev tydeligt, da Andreas Lundberg kom på banen kort efter i stedet for ’Elly’, der i arrigskab kylede en flaske i jorden, inden han gik direkte til omklædning.

Et lille kvarter før tid lykkedes det dog for FREM at få pyntet lidt på resultatet, da Victor Christiansson lagde en bold ind i straffesparksfeltet. Læderet ramte en HIK-spiller i ryggen og blev på den måde en god chance til Frederik Christensen, som ret nemt kunne score sit første mål for FREM siden skiftet fra Slagelse i sommerpausen.

FREM skyndte sig at få bolden tilbage i midtercirklen, men scoringen var og blev ren kosmetik. Selvom der var tilløb til chancer i kampens slutfase, så var det tydeligt, at alle aktører mest af alt ventede på slutfløjtet fra Yasin Seker. Spændingen om udfaldet var forbi.

Mens FREM i hvert fald i sæsonens første tre kampe med lidt mere held kunne have fået henholdsvis tre og et point, var der ikke så meget at sige til lørdagens nederlag. Som kampen forløb, var det efter fortjeneste.

Yasin Seker blæste i fløjten for sidste efter 93 minutter, og resultatet 1-4 betyder, at FREM fremdeles er næstsidst, fordi B 93 en time senere måtte se sig slået 0-2 af Avarta. Dermed fastholder B 93 sidstepladsen på grund af dårligere målscore end FREM.

Til gengæld spillede Skovshoved og Holbæk uafgjort, så nu er der opstået hul i bunden af rækken, som FREM skal se at få lukket, hvis ikke sæsonen skal blive en lang kamp for at undgå nedrykning til Danmarksserien.

Næste chance for første sæsonsejr er søndag 1. september kl. 13.00, hvor Avarta tager imod FREM i Espelunden i Rødovre.

Matchfakta

FREM – HIK 1-4 (0-1)

Mål:

0-1 Julius Lip (33.)

0-2 Jonas Hebo Rasmussen (57.)

0-3 Jonas Hebo Rasmussen (67.)

0-4 Andreas Smed (72.)

1-4 Frederik Christensen (76.)

 

Advarsler:

FREM: Victor Christiansson (50.), Frederik Christensen (79.)
HIK: Frederik Krabbe (54.)

Holdopstillinger:

FREM: Rasmus Wedege – Kenneth Thinter, Kristoffer Dirksen, Frederik Sundstrup, Rasmus Møller – Jacob Pind, Victor Christiansson, Daniel Anusic, Tonni Adamsen – Daniel ’Elly’ Pedersen, Frederik Christensen

HIK: Sebastian Sørensen – Daniel Thorup Børner, Frederik Krabbe, Victor Lorentzen, Mathias Mejer Knudsen – Simon Raahave, Martin Andersen, Jacob Skovgaard Larsen – Jonas Hebo Rasmussen, Julius Lip, Yones Felfel

Udskiftninger:

HIK: Andreas Smed ind for Julius Lip (46,)

FREM: Christian Bramsborg ind for Rasmus Møller (55.)

HIK: Oliver Angus ind for Yones Felfel (56.)

FREM: Mikkel Andersson ind for Jacob Pind (62.)

HIK: Jagvir Sidhu ind for Jonas Hebo Rasmussen (72.)

FREM: Andreas Lundberg ind for Daniel ’Elly’ Pedersen (74.)

Dommer: Yasin Seker

Tilskuere. 695

 

7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
19. Christian Bramsborg

Position: Forsvar, Midtbane
Født: 21-09-1999
17. Daniel Anusic

Position: Forsvar
Født: 25-04-1996
13. Daniel Holm

Position: Angreb
Født: 07-03-1995
77. Daniel Pedersen

Position: Angriber
Født: 24-03-1989
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
30. Jesper Næsby

Position: Målmand
Født: 25-08-1981
26. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Forsvarer
Født: 16-02-1993
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
25. Mark Sundstrup

Position: Midtbane/angreb
Født: 30-06-1989
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2019 ] Dennis Sjøbeck -