facebooksøg
Boldklubben FREM
B 93 - FREM
21. august 2019 19:00 Østerbro Stadion
2. Division Pulje 1

To chokmål ødelagde FREMs fynske forår

18. maj 2019

Kampreferat

FREM blev taget på sengen, da holdet var på besøg i Dalum, der grundlagde deres sejr på 3-1 med to tidlige mål, som FREM aldrig kom sig over.

Se fotograf Preben Pathuels billedserie fra kampen her: Billedserie: Dalum - FREM

I en kamp med et noget usædvanligt forløb havde FREM det meste spil og de fleste chancer. Men Dalum var mest effektive, og selvom hjemmeholdet blev reduceret til ti mand midtvejs i anden halvleg – og selvom FREM fik reduceret – var det for sent til, at holdet kunne nå at få point med hjem.

FREM havde siden sidste uges sejr på 2-0 over Slagelse fået ny træner i skikkelse af den gamle kending René Henriksen. Han havde nu kun foretaget en enkelt ændring i startopstillingen. Unge Christian Bramsborg havde erstattet Gustav Gjøg på højrekanten denne solfyldte lørdag i maj i Odense-forstaden.

Kampen begyndte med et lille overtag til FREM, og det overtag gav også udbytte i form af et farligt frisparksforsøg fra Tonni Adamsen efter to minutter. Bolden endte dog lige over mål ved den lejlighed.

I de efterfølgende minutter gik det i stedet helt galt for gæsterne.

Først opfangede Mads Raben en upræcis aflevering på tværs fra Kristoffer Dirksen i FREMs forsvar. Den tidligere OB-spiller sagde tak ved at løbe ned mod målet, og selvom FREM-målmand Marco Brylov gik ud af sit bur, var han chanceløs, da den helt fri Mads Raben sendte bolden forbi ham til Dalum-føring.

To minutter senere var der igen gavebod i FREMs forsvar.

Udeholdet sløsede atter med opspillet, og denne gang var det Frederik Humlegaard , som kunne løbe ned mod Marco Brylov. Det lykkedes ganske vist for FREM-forsvaret at få tacklet Dalum-angriberen, men bolden sprang lige hen til Mads Raben, som fra kanten af straffesparksfeltet ret enkelt kunne score sit og fynboernes andet mål.

Det var en ganske elendig start på kampen for FREM. Men hvis man skal sige noget positivt om at komme bagud med 0-2 på mindre end ti minutter, må det være, at så har man da over 80 minutter til at gøre noget ved det.

Så det gik FREM i gang med.

Resten af første halvleg i almindelighed – og det sidste kvarter i særdeleshed – dominerede FREM begivenhederne. Uden at det dog sendte Dalums målmand, Rasmus Lund, på overarbejde.

Farligst blev det typisk, når Abdoulie Njai satte sig igennem på venstrekanten. To gange lykkedes det for ham at komme igennem og lægge bolden af til en medspiller. Men forsøget fra Daniel ’Elly’ Pedersen blev for harmløst, og Victor Christiansson sendte sit forsøg over mål.

To minutter før pausen måtte Abdoulie Njai lade sig udskifte. Han havde været bedste mand i første halvleg, så det var endnu en bét for FREM-mandskabet, der måtte gå til pause med stillingen 0-2.

Anden halvleg fortsatte langt hen ad vejen, hvor første halvleg slap.

I nogle af sæsonens andre kampe har det været et problem for FREM, at der ikke er kommet et produkt ud af boldbesiddelsen i form af afslutninger. Det var det ikke denne lørdag. Og det var positivt, for det er svært at score, når man ikke skyder på mål.

Til gengæld kneb det for FREM at få omsat det store spilovertag til åbne målchancer. Angrebene endte ofte med forsøg udefra på langskud eller frispark.

Efter 20 minutter af anden halvleg skete der imidlertid nogle ting, der fik afgørende indflydelse på resten af kampen.

Dalum kæmpede sig vel for nærmest første gang i anden halvleg op på gæsternes banehalvdel, og det lykkedes for hjemmeholdet at få presset Frederik Sundstrup til at begå frispark midt på egen banehalvdel.

Det kostede et gult kort. Og minuttet efter kostede det også endnu et mål for FREM.

René Hansen slog frisparket fra højre side over i venstre side af straffesparksfeltet, hvor Marco Brylov kom på mellemhånd. Rasmus Schmidt headede på mål, og selvom FREM-keeperen fik hænderne på forsøget, kunne han ikke forhindre, at Dalum-anføreren øgede sit holds føring til 3-0.

Det var første gang i denne sæsons 2. Division, at et hold scorede tre gange mod FREM.

To minutter senere blev Dalum reduceret til ti mand, da Van Tha Thawng Ni Dum hev i nødbremsen over for Christian Bramsborg, der havde frit løb mod målet. Dommeren hev det røde kort frem, men forseelsen var desværre for FREM ikke i foregået straffesparksfeltet. Det var lige uden for.

Det efterfølgende frispark skulle Daniel ’Elly’ Pedersen tage sig af, men hans forsøg endte i Dalums forsvarsmur.

Hjemmeholdet valgte efter det røde kort at foretage en udskiftning. Den allerede indskiftede Philip Stoustrup fungerede i resten af kampen som holdets ensomme ulv i front. Fynboerne ville tydeligvis forsøge at krige de tre point hjem.

Fem minutter efter udvisningen var FREMs Tonni Adamsen meget tæt på at få reduceret, da han med et kraftfuldt skud sendte bolden på trekantsammenføjningen. Og der skulle gå yderligere syv minutter, førend FREM-presset endelig gav bonus.

I en presset situation kunne Dalum ikke komme til at sparke bolden ud af farezonen, og det sagde Danie ’Elly’ Pedersen tak for, da han sendte bolden i mål tæt ved den venstre målstolpe med et fladt projektil fra kanten af feltet, som Rasmus Lund ikke kunne gøre det mindste ved.

Målet til 1-3 gav FREM lidt mod på tilværelsen, og resten af kampen var Dalum presset i bund. Men igen kneb det for udeholdet med at skabe oplagte målchancer. Og skudforsøgene udefra savnede præcision.

Inden lørdagens opgør havde FREM ikke i denne sæson fået point i en kamp, hvor modstanderne var kommet foran med to mål. Og den statistik gælder stadig, for Dalums føring på 3-1 holdt altså hjem.

Det var første gang i syv forsøg, at det lykkedes for Dalum at besejre FREM. De seks forrige opgør var endt med fire FREM-sejre og to remis-løsninger.

Da Hillerød samtidig spillede 2-2 i Vejgaard, betyder nederlaget i første omgang, at FREM alligevel holder fast i førstepladsen i kvalifikationsspillet på bedre målscore end Hillerød. Men det kan der dog blive lavet om på, hvis det lykkes for Slagelse at vinde søndagens kamp på hjemmebane mod Avarta.

Matchfakta:

Dalum – FREM 3-1 (2-0)

Mål:

1-0 Mads Raben (4.)

2-0 Mads Raben (6.)

3-0 Rasmus Schmidt (65.)

3-1 Daniel ’Elly’ Pedersen (80.)

Advarsler:

Dalum: Ingen
FREM: Frederik Sundstrup (64,)

Udvisninger:

Dalum: Van Tha Thawng Ni Dum (67.)
FREM: Ingen

Holdopstillinger:

Dalum: Rasmus Lund – Martin Høgstad, Jacob Mikkelsen, Rune Corfitzen, Benjamin Nielsen – Alexander Nicolajsen, René Hansen, Rasmus Schmidt, Van Tha Thawng Ni Dum – Mads Raben, Frederik Humlegaard

FREM: Marco Brylov – Kristoffer Dirksen, Frederik Sundstrup, Kenneth Thinter – Christian Bramsgaard, Andreas Lundberg, Frederik Roepstorff, Victor Christiansson, Abdoulie Njai – Daniel ’Elly’ Pedersen, Tonni Adamsen

Udskiftninger:

FREM: Daniel Anusic ind for Abdoulie Njai (43.)

Dalum: Philip Stoustrup ind for Alexander Nicolajsen (65.)

Dalum: Mikkel Kjær Andersen ind for Mads Raben (70.)

FREM: Mikkel Andersson ind for Andreas Lundberg (73.)

FREM: Gorm Hansen ind for Kristoffer Dirksen (77.)

For FREM blev Benjamin Warlo og Jesper Næsby (målmand) ikke benyttet

Dommer: Jonas Rossen

Tilskuere: 307

 

 

 

7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
19. Christian Bramsborg

Position: Forsvar, Midtbane
Født: 21-09-1999
17. Daniel Anusic

Position: Forsvar
Født: 25-04-1996
13. Daniel Holm

Position: Angreb
Født: 07-03-1995
77. Daniel Pedersen

Position: Angriber
Født: 24-03-1989
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
30. Jesper Næsby

Position: Målmand
Født: 25-08-1981
26. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Forsvarer
Født: 16-02-1993
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
25. Mark Sundstrup

Position: Midtbane/angreb
Født: 30-06-1989
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2019 ] Dennis Sjøbeck -