Hillerød Fodbold gæster Valby Idrætspark
Kampoptakt
Boldklubben FREM - Hillerød Fodbold
Lørdag den 27. oktober kl. 14.00
Valby Stadion
På lørdag får FREM besøg af Hillerød, der er ubesejret i tre kampe i 2. Division. Det er den næstsidste hjemmekamp inden vinterpausen. FREM fik et point med fra udebanekampen mod Slagelse og er nu ubesejret i seks kampe i streg. Husk at du kan købe din billet til kampen på forhånd. Køb din billet her.
NB: Hvis du køber billet på forhånd hos FairBillet, deltager du i lodtrækningen om 2 billetter til landskampen mellem Danmark og Irland 19. november. Vinderen trækkes i løbet af første halvleg.
Hillerød frister tilværelsen på 9. pladsen – 6 pladser og 6 point under FREM. I seneste runde vandt Hillerød 3-2 på hjemmebane over AB. Hillerød er ubesejret i tre kampe i træk med to sejre og en enkelt uafgjort. Hillerøds topscorer er Mikkel Andersen, der har scoret 4 mål i sæsonen.
FREM fik et enkelt point med hjem fra udebanekampen mod Slagelse, der endte 0-0. Betondefensiven holdt endnu en gang stand. FREM har kun lukket syv mål ind i sæsonen og er suverænt det hold, der har lukket færrest mål ind i 2. Division Pulje 2. Med det ene point holder FREM fortsat fast i tredjepladsen; fire point efter Middelfart på førstepladsen og to point foran B.93, der ligger på syvendepladsen lige under stregen.
Lasse: Vi skal fortsætte de gode takter - fokus på det offensive spil
FREM-træner, Lasse Holmgård, ser frem imod endnu en jævnbyrdig kamp i den ekstremt tætte 2. Division:
- 6 kampe som ubesejret, divisionens bedste defensiv. Et FREM hold i god form. Hvad tænker du om kampen på lørdag?
"Jeg tænker, at vi skal bygge videre på den gode form og arbejde med de ting, der gør, at vi er så kontinuerlige. Vi skaber også chancer, men vi skal fokusere på at gøre de sidste ting på den sidste tredjedel. I kampen mod Slagelse var vi sindssygt tilfredse med alt - undtagen det, der skete på den sidste tredjedel. Vi håber på, at vi kan blive ved med at bygge på vores fundament."
"Rækken er så lige, så jeg håber bare, at vi kan fortsætte vores takter, bygge på, og så komme ud med et ekstra gear på hjemmebane foran alle tilskuerne. Der er intet, vi hellere vil end at jagte de tre point, men når det er sagt, så er det altid meget lige kampe. Det er ikke 80-20 til FREM – det er 50-50 hver gang. Vi skal have dyb respekt for den situation, vi er i. Vi skal samle alt det sammen, vi kan i de sidste tre kampe."
"Tingene ændrer sig ikke, fordi det er gået godt på det seneste. Vi skal være ydmyge og fastholde det, vi er i gang med. Vi kommer hen til en vinterpause, hvor vi har al den tid, vi skal bruge til at blive sammenspillede. Det er derfor, at vi er så ydmyge. Vi har også gjort det godt, synes jeg, så hvorfor skulle vi lave det om, tænker jeg."
-Noget nyt fra truppen?
"Vi har lidt sygdom. Vi håber at få alle klar. Mads Severinsen er ved at være kampklar, det er positivt. Ellers ser alt ud som det plejer."
I det omvendte opgør vandt Hillerød 2-1 på hjemmebane. Benjamin Warlo scorede for FREM. Det skal revancheres på lørdag. Lasse Holmgård og resten af truppen er klar. Er du klar? Det bliver du blandt andet ved at købe din billet til kampen (https://fairbillet.dk/Store/Event/ByCompany/54). Du kan købe den allerede nu.
Vi ses til et brag af en kamp på lørdag, når Super-FREMmerne skal fortsætte den gode stime. Husk at det er næstsidste mulighed for at se FREM på Valby Stadion i 2018.
God kamp!