facebooksøg
Boldklubben FREM
Slagelse B&I - BK FREM
21. oktober 2018 15:00 Slagelse Stadion
2. Division

Straffesparksmål kostede sejren og sendte FREM ud af top-6

6. oktober 2018

Kampreferat

FREM røg ud af top-6 i 2. Division efter 1-1 på udebane mod Skovshoved. Hamid Khalidan bragte FREM foran, da der manglede 20 minutter af kampen, men et straffesparksmål af Simon Bræmer reddede det ene point for hjemmeholdet.

Nok en gang var det de manglende mål, der endte med at koste sejren for FREM, da holdet var på besøg hos Skovshoved, som FREM ellers tidligere i denne sæson havde slået 4-1 i Sydbank Pokalen.

I forhold til sidste uges målløse opgør mod Avarta havde træner Lasse Holmgaard ændret FREMs holdopstilling på en enkelt plads.

Abdoulie Njai var med fra start, efter at han i nogle uger har haft problemer med knæet. Det betød, at Marius Finsen måtte tage plads på bænken, hvor der også var blevet plads til Ibrahim Badran, der ellers ikke har været i truppen i et stykke tid. Til gengæld var Simon Skibsted røget helt ud. Han var i ugens løb blevet skadet til træning.

Skovshoved havde i holdets foregående kamp tabt hele 0-6 til Brønshøj, men det store nederlag så nu ikke ud til at plage hjemmeholdets spillere i starten af kampen, hvor de spillede frisk til – uden at de dog kom frem til det helt store.

Det gjorde FREM derimod efter syv minutters spil.

Efter opspil i højre side sendte FREMs Gustav Gjøg bolden ind til Hamid Khalidan, som helflugtede op på overliggeren med et drøn. Der var FREM virkelig uheldige med ikke at komme foran.

I fortsættelsen havde Tonni Adamsen et par gode forsøg, men det første fik Skovshoveds målmand, Tobias Brogaard, sendt til hjørnespark, og det efterfølgende hovedstød fik keeperen grebet.

Skovshoved var i den første halve time en del på bolden, men FREM fik lukket meget godt af, når værterne nærmede sig straffesparksfeltet.

FREM virkede betydeligt farligere på kontraangrebene. Nok en gang foregik det mest i højre side, hvor Abdoulie Njai var god til at sætte fart i angrebene, og Gustav Gjøg ofte hjalp til med gode løb langs linjen og fine indlæg.

Tættest på en føring til FREM var det i denne periode egentlig, da Tonni Adamsen fik fyret et kanonskud af fra kanten af feltet, som Tobias Brogaard ikke kunne holde. Abdoulie Njai forsøgte at nå returbolden, men Tobias Brogaard nåede lige nøjagtigt at springe frem og sikre sig kuglen for næsen af ham.

Derefter kom Skovshoved bedre med, og Simon Bræmer havde et glimrende forsøg, som FREM-målmand Marco Brylov måtte ud i fuld længde for at redde til hjørnespark.

Kort efter fik hjemmeholdets Frederik Frick hovedet på en frisparksbold fra Skovshoveds højre side, men hans afslutning endte lige ved siden af fjerneste stolpe.

Alt i alt leverede de to mandskaber en ganske underholdende første halvleg, selvom den resultatmæssigt sluttede, som den begyndte.

FREM satte fra anden halvlegs start Benjamin Warlo på banen i stedet for Mikkel Andersson, men efter en fornuftig begyndelse på halvlegen fik begge hold svært ved at komme til chancer.

Abdoulie Njai havde i denne periode de to bedste muligheder, da han skød på mål efter en fremlægning fra Victor Christiansson og senere afsluttede en gang tryllerier på højrekanten med et langskud. Det stod så bare ikke helt mål med kvaliteten i den gode dribletur forinden.

Man begyndte at få en fornemmelse af, at hvis der skulle komme et mål i kampen, kunne det godt være, at det skulle komme efter en af de såkaldte standard-situationer – altså frispark, hjørnespark eller måske et straffespark.

Det kom til at holde stik.

Efter at Hamid Khalidan netop havde set Tobias Brogaard redde en stor chance med en fodparade, lykkedes det ham minuttet efter at passere Skovshoved-målmanden, efter at FREM med 20 minutter tilbage af kampen havde fået et frispark på kanten af straffesparksfeltets højre side.

Efter en høj bold over i venstre side af straffesparksfeltet kom kuglen retur, hvor Hamid Khalidan midt for mål sendte den forbi Tobias Brogaard og ind i netmaskerne til 1-0.

Målet tog nu ikke modet fra Skovshoved, som kløede godt på og fik fremtvunget en serie af hjørnespark. Og syv minutter efter FREMs mål fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, da den tidligere FREM-spiller, Kasper Kempel, røg omkuld i en af de nærkampe i feltet, som man ser så mange af ved netop hjørnespark og frispark.

Måske spillede det ind, at samme Kasper Kempel var faldet omkuld en gang tidligere i halvlegen efter at have været i nærkontakt med Gustav Gjøg. Ved den lejlighed havde dommer Tinna Høj Christensen vinket afværgende til frustration for Kasper Kempel, der i øvrigt var med på det danske vikarlandshold, som for en måned siden tabte 0-3 i Slovakiet.

FREMs fans var utilfredse med det straffespark, som Kasper Kempel nu havde fået fremprovokeret. Det samme var Marco Brylov i sådan en grad, at Tinna Høj Christensen kvitterede med det gule kort til FREM-keeperen for at bruge mund.

Skovshoved satte Simon Bræmer til at eksekvere fra 11-meter pletten. Han sparkede i højre side, og da Marco Brylov kastede sig til den modsatte side, var udligningen en realitet.

Der manglede på dette tidspunkt omkring et kvarter af kampen, og umiddelbart virkede FREM som mest opsatte på at få et sejrsmål.

De indskiftede Ibrahim Badran og Benjamin Warlo havde i denne fase de bedste muligheder, men mod slutningen af kampen var Skovshoved ved at stjæle sejren efter en ny serie af hjørnespark.

Efter et af disse hjørnespark fik Oliver Andreas Hansen en stor skudchance i højre side af målfeltet, men han præsterede at sende sit forsøg over FREMs mål.

Til allersidst appellerede Skovshoved for endnu et straffespark på grund af hands, men det mente Tinna Høj Christensen nu ikke, der skulle dømmes.

I stedet fløjtede hun kampen af, og selvom FREM alt i alt kreerede mest denne lørdag, så var pointdelingen såmænd ikke helt urimelig.

På den positive konto kan man nu sige, at FREM gik fra banen for fjerde gang i træk uden at tabe – heraf er de tre spillet på fremmed græs.

Til gengæld var det første gang i denne sæsons 2. Division, at FREM ikke vandt efter at have scoret først. Og så røg holdet altså ned på den kedelige syvendeplads, som i sidste ende betyder nedrykningsspil i foråret.

Rækken er dog fremdeles meget tæt. Middelfart fører med 23 point, mens FREM på syvendepladsen kun er fem point efter. Der er et lille hul ned til B 93 og Hillerød, men med en god slutspurt kan disse to klubber også sagtens gøre sig håb om at komme med i oprykningsspillet.

Matchfacts:

Skovshoved – FREM 1-1 (0-0)

Mål:

  • 0-1 Hamid Khalidan (71.)
  • 1-1 Simon Bræmer (78.)

 

Advarsler:

Skovshoved: Simon Bræmer (84.), Frederik Vincent (90.)

FREM: Marco Brylov (77.), Abdoulie Njai (79.), Kristoffer Dirksen (83.)

Dommer: Tinna Høj Christensen

Holdopstillinger:

Skovshoved: Tobias Brogaard – Frederik Bjerg Lorenzen, Kasper Juel-Berg, Oliver Andreas Hansen, Frederik Kragh Petersen – Marco Sander Pedersen, Frederik Vincent, Frederik Frick, Silas Trier Madsen, Kasper Kempel – Simon Bræmer

FREM: Marco Brylov – Gustav Gjøg, Kristoffer Dirksen, Andreas Horsebøg, Kenneth Thinter – Abdoulie Njai, Mikkel Andersson, Victor Christiansson, Hamid Khalidan – Tonni Adamsen, Beran Camili

Udskiftninger:

FREM: Benjamin Warlo ind for Mikkel Andersson (46.)

Skovshoved: Martin Suder ind for Frederik Frick (80.)

FREM: Ibrahim Badran ind for Abdoulie Njai (83.)

Skovshoved: Andreas Christiansen ind for Kasper Kempel (90.)

For FREM blev Hervé Gamys, Jonas Nørremark, Marius Finsen og Frederik Mehder (målmand) ikke benyttet.

Tilskuere: 597

 

5. Abdoulie Njai

Position: Midtbane, Back
Født: 10-07-1997
25. Alexander Green

Position: Midtbane
Født: 04-05-1992
15. Andreas Horsebøg

Position: Midtbane
Født: 05-08-1998
7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
14. Benjamin Warlo

Position: Angreb
Født: 05-05-1992
10. Beran Camili

Position: Midtbane/Angreb
Født: 01-04-1991
18. Deniz Karaca

Position: Forsvar
Født: 15-11-1998
16. Frederik Hansen

Position: Angriber
Født: 27-01-1999
30. Frederik Mehder

Position: Målmand
Født: 20-11-1994
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
23. Gustav Gjøg

Position: Forsvar/midtbane
Født: 06-02-1997
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
19. Hervé Gamys

Position: Midtbane
Født: 11-03-1998
12. Ibrahim Badran

Position: Forsvar/midtbane
Født: 16-02-1994
4. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Back
Født: 16-02-1993
13. Mads Severinsen

Position: Forsvarer/MIdtbane
Født: 12-06-1991
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
21. Marius Finsen

Position: Angreb
Født: 15-03-1999
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
17. Simon Skibsted

Position: Angriber
Født: 25-11-1991
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2018 ] Dennis Sjøbeck -