facebooksøg
Boldklubben FREM

Efteråret kom til Valby med tre point til FREM

22. september 2018

Kampreferat

Efterårsvejret med regn og rusk var for alvor kommet til Valby lørdag eftermiddag, og det blæste tre point til FREM takket være en sejr på 2-1 over HIK. Kampens tre mål blev alle scoret i første halvlegs sidste ti minutter.

Hamid Khalidan bragte FREM foran på et smukt hovedstødsmål, og Tonni Adamsen øgede til 2-0, inden HIKs Andreas Smed reducerede kort før pausen til det, som også skulle ende med at blive slutresultatet.

FREMs træner, Lasse Holmgaard, havde foretaget en enkelt ændring i forhold til kampen på udebane mod Marienlyst, som FREM vandt 1-0. Han havde valgt at lade Marius Finsen begynde på banen, mens Alexander Green var gledet helt ud af truppen.

Det samme var Abdoulie Njai, der var begyndt kampen mod Marienlyst på bænken, men som senere var kommet ind og scoret det enlige mål.

Abdoulie Njai kunne FREM godt have brugt i den første halve time af første halvleg, hvor hjemmeholdet havde bolden klart mest, men hvor det lidt for sjældent lykkedes at blive farlige. I situationer med megen boldbesiddelse er Abdoulie Njai med sin fart og sine temposkift normalt dygtig til at bringe modstandernes forsvar i ubalance.

Den største chance i kampens indledning tilfaldt FREM-backen Gustav Gjøg, som efter fine kombinationer i højre side med Tonni Adamsen kom fri på kanten af feltet. Gustav Gjøg burde have skudt første gang, men han valgte at tage en dribling mere, og det gjorde det lidt for let for HIKs målmand, Esben Madsen, at regne ud, hvor afslutningen ville komme.

HIK spillede 4-3-3 systemet, som på papiret er mere offensivt end FREMs 4-4-2. Men det er netop på papiret. I praksis kom FREMs overvægt på midtbanen til at betyde, at hjemmeholdet sad på spillet i første halvleg. Og ti minutter før pausen gav presset bonus.

Gustav Gjøg sendte fra højrekanten en bold over alt og alle og helt hen til Hamid Khalidan, som fra venstre side i målfeltet pandede den på tværs af målet, forbi Esben Madsen og ind i nettet til velfortjent FREM-føring (se målet her).

FREM har scoret langt hovedparten af sine mål i denne sæson i 2. halvleg. Det var således kun anden gang, FREM scorede i 1. halvleg i denne sæsons 2. Division. Første gang var ved Beran Camili i udekampen mod Middelfart (1-0).

Otte minutter senere blev føringen mod HIK fordoblet, da Hamid Khalidan stod i oplæggerens rolle.

Fra venstre side sendte han bolden ind i feltet, hvor Tonni Adamsen glimrende fik dirigeret bolden forbi Esben Madsen og over i det lange målhjørne (se målet her).

Føringen på to mål holdt dog kun ganske kort, for herefter var det som om, FREM-forsvaret mentalt var gået til pause.

I hvert fald snorksov flere spillere, da HIK spillede FREM tynde, så Andreas Smed i fri position i straffesparksfeltets højre side med et hårdt og forholdsvis fladt skud kunne udplacere Marco Brylov i FREMs mål til pausestillingen 2-1 (se målet her).

FREM havde ellers endnu ikke indkasseret et eneste mål i 2. Division i denne sæson, når holdet først var kommet foran. Men det endte i dette tilfælde så heller ikke med at få nogen praktisk betydning.

Målet til 2-1 var samtidig HIKs første chance af betydning i lørdagens kamp, og måske fik scoringen lige bragt koncentrationen tilbage hos FREM.

I anden halvleg virkede FREM i hvert fald som om, holdet havde kampen under kontrol – i det mindste i de første 20 minutter.

Den bedste chance i den periode tilfaldt FREMs Mikkel Andersson efter et kontraangreb. Beran Camili løb mod mål, og med lidt besvær fik han lagt bolden til højre til Mikkel Andersson, som imidlertid afsluttede lige på Esben Madsen.

Derefter kom HIK bedre med i spillet.

Mathias Olsen havde en absolut kvalificeret hovedstødsafslutning midtvejs i halvlegen, som Marco Brylov måtte give hjørnespark på.

Samme Mathias Olsen blev skadet i forbindelse med afslutningen og måtte lade sig udskifte med Adam Riis. Men det var en anden af HIKs indskiftede spillere, Jonathan Nielsen, som senere skulle volde FREM lidt kvaler.

Først lykkedes det ikke at få ekspederet bolden ud af farezonen, hvorefter den store HIK’er kom fri til afslutning. Hans skudforsøg endte dog over mål.

Kort efter fik Jonathan Nielsen fat i bolden efter et hjørnespark og skød på mål fra kanten af straffesparksfeltet. Der var både saft og kraft i hans forsøg, men bolden strøg lige ved siden af højre stolpe.

FREM havde dog i slutningen af kampen bestemt muligheder for at få lukket forestillingen. Beran Camili var en evig trussel for HIK, der også havde svært ved at holde Tonni Adamsen. Den indskiftede Simon Skibsted repræsenterede også en udfordring for udeholdets forsvar.

Afslutningerne var det til gengæld så som så med. Både Tonni Adamsen og de indskiftede Benjamin Warlo samt Hervé Gamys havde muligheder, men de gjorde det ikke svært for Esben Madsen at agere skudstopper.

Mod slutningen af kampen satsede HIK alt på et frispark, hvor Esben Madsen gik med frem. Selve frisparksforsøget var dog så harmløst, at Marco Brylov ret let kunne plukke bolden ned.

På den måde fik FREM tre vigtige point mod et hold, som inden kampen kun havde tabt et enkelt opgør (til Brønshøj), og som lå á point med netop FREM.

I skrivende stund ligger FREM på tredjepladsen i rækken, men det kan der blive lavet om på, fordi holdene ikke har spillet lige mange kampe.

Næste modstander for FREM er Avarta, som ligger i bunden. Kampen spilles i Espelunden i Rødovre 30. september kl. 13.00.

 

Matchfacts:

FREM – HIK 2-1 (2-1)

Mål:

  • 1-0 Hamid Khalidan (36.)
  • 2-0 Tonni Adamsen (44.)
  • 2-1 Andreas Smed (45.)

 

Advarsler:

FREM: Kenneth Thinter (27.), Marco Brylov (79.)

HIK: Daniel Thorup Børner (25.)

 

Dommer: Frida Mia Klarlund Nielsen

 

Holdopstillinger:

FREM: Marco Brylov – Gustav Gjøg, Kristoffer Dirksen, Andreas Horsebøg. Kenneth Thinter – Marius Finsen, Mikkel Andersson, Victor Christiansson, Hamid Khalidan –  Tonni Adamsen, Beran Camili

HIK: Esben Madsen – Daniel Thorup Børner, Kristoffer Wichmann, Victor Lorentzen, Mathias Olsen – Rasmus Johansson, Emil Erbas, Martin Andersen – Andreas Smed, Jonas Hebo Rasmussen, Lukas Ravn-Haren

Udskiftninger:

HIK: Jonathan Nielsen ind for Lukas Ravn-Haren (56.)

FREM: Benjamin Warlo ind for Marius Finsen (60.)

HIK: Adam Riis ind for Mathias Olsen (66.)

FREM: Simon Skibsted ind for Hamid Khalidan (69.)

HIK: Lukas Christoffersen ind for Rasmus Johansson (74.)

FREM: Hervé Gamys ind for Beran Camili (86.)

For FREM blev Frederik Mehder (målmand), Jonas Nørremark, Frederik Hansen og Deniz Karaca ikke benyttet.

Tilskuere: 734

 

5. Abdoulie Njai

Position: Midtbane, Back
Født: 10-07-1997
25. Alexander Green

Position: Midtbane
Født: 04-05-1992
15. Andreas Horsebøg

Position: Midtbane
Født: 05-08-1998
7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
14. Benjamin Warlo

Position: Angriber
Født: 05-05-1992
10. Beran Camili

Position: Midtbane/Angriber
Født: 01-04-1991
18. Deniz Karaca

Position: Forsvar
Født: 15-11-1998
16. Frederik Hansen

Position: Angriber
Født: 27-01-1999
30. Frederik Mehder

Position: Målmand
Født: 20-11-1994
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
99. Gorm Hansen

Position: Angriber
Født: 21-02-2002
23. Gustav Gjøg

Position: Forsvar/midtbane
Født: 06-02-1997
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
19. Hervé Gamys

Position: Midtbane
Født: 11-03-1998
12. Ibrahim Badran

Position: Forsvar/midtbane
Født: 16-02-1994
4. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Back
Født: 16-02-1993
13. Mads Severinsen

Position: Forsvarer/MIdtbane
Født: 12-06-1991
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
21. Marius Finsen

Position: Angriber
Født: 15-03-1999
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
17. Simon Skibsted

Position: Angriber
Født: 25-11-1991
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2018 ] Dennis Sjøbeck -