facebooksøg
Boldklubben FREM

To mål efter hjørnespark gav et point til både FREM og Vanløse

18. august 2018

Kampreferat

Takket være to mål efter hjørnespark i anden halvleg spillede FREM og Vanløse lørdag 1-1 i en kamp, som FREM dominerede.

Oskar Høybye bragte gæsterne foran efter seks minutters spil af anden halvleg, men otte minutter før tid udlignede Kristoffer Dirksen på hovedstød.

FREMs træner, Lasse Holmgaard, var nødsaget til at ryste bunken af spillekort inden kampen, fordi både Tonni Adamsen og Beran Camili havde karantæne. De havde begge fået rødt kort i 1-0 sejren ude over AB i sidste uge. Desuden blev Frederik Sundstrup skadet i samme kamp.

Man kan efter Vanløse-kampen sagtens spørge sig selv, om FREM havde fået alle tre point, hvis Lasse Holmgaard havde haft disse spillere til rådighed. Men det havde han altså ikke, så det får vi aldrig svaret på.

Vanløse har som oprykkere lagt fint fra land med fire point i to kampe mod FREMs tre, men kampen igennem var det nu FREM, som svingede taktstokken.

Efterhånden som første halvleg skred frem, begyndte chancerne også at komme til værterne.

De bedste muligheder havde Hamid Khalidan og Benjamin Warlo henholdsvis ti og fem minutter før pausen.

Hamid Khalidan modtog en lang fremlægning, hvor Vanløses målmand, Lasse Krogh, gik ud af sit mål og fik reddet til hjørnespark.

Lasse Krogh var til gengæld chanceløs fem minutter senere, da Benjamin Warlo fyrede af fra højre side af straffesparksfeltet. Efter et FREM-frispark blev bolden i første omgang headet på tværs. Men Benjamin Warlo fik skudt på mål, og hans forsøg endte lige over modsatte trekantsammenføjning.

Vanløse havde midtvejs i halvlegen et par gange været tæt på at kunne lukrere på sløset forsvarsspil fra FREMs side, men i begge tilfælde lykkedes det for hjemmeholdet at få ryddet op, inden det for alvor blev farligt.

Den bedste Vanløse-mulighed i første halvleg tilfaldt i virkeligheden nok Shabban Hussein tre minutter før pausen.

Efter opspil i gæsternes højre side endte et indlæg helt ovre hos venstrekanten, der til hjemmeholdets held så ud som om, han blev meget overrasket over muligheden. Hans forsøg gik i hvert fald på tværs af FREMs mål.

FREM burde have vundet første halvleg, blandt andet fordi Marco Brylov ikke var tvunget til at præstere en eneste redning.

I stedet gik det hverken værre eller bedre, end at Vanløse hurtigt kom foran i anden halvleg.

Vanløse endte et opspil i venstre side med at kunne veksle et frispark til et hjørnespark i samme side. Det tog Mark Kristoffersen sig af, og bolden endte efter - at være forlænget - henne ved Oskar Høybye, som lidt for ugeneret kunne sende bolden forbi Marco Brylov fra kanten af målfeltets højre side.

Scoringen tvang ikke ligefrem Vanløse til at komme længere frem på banen. De koncentrerede sig i store træk om at forsvare den spinkle føring.

Lasse Holmgaard reagerede ved at sætte Simon Skibsted på banen i et forsøg på at give FREMs offensiv mere tyngde.

I denne kamp kom mange af FREMs trusler nok en gang fra Abdoulie Njai, som efter et par kampe som offensiv back i dagens anledning var rykket længere frem på banen. Men også Hamid Khalidan var en evig kilde til uro for Vanløses forsvar.

Benjamin Warlo skal have stor ros for at komme frem til flere afslutninger end i de foregående kampe, men det havde unægtelig pyntet, hvis han scoret på en af chancerne.

Midtvejs i halvlegen fik angriberen således en stor mulighed tæt på mål, som Vanløse-forsvaret fik blokeret. Og et kvarter før tid modtog Benjamin Warlo bolden midt for mål fra Abdoulie Njai, men ved den lejlighed fik Benjamin Warlo ikke ordentligt træf på kuglen.

Syv minutter senere kom den fortjente udligning imidlertid, da Kristoffer Dirksen var gået med frem på et hjørnespark i FREMs højre side. Forsvarsspilleren steg til vejrs i venstre side af målfeltet og pandede med et præcist hovedstød bolden over i målets modsatte side.

Herefter virkede det som om, begge hold så småt indstillede sig på pointdeling. FREM havde bolden mest, men Vanløse virkede trods alt i denne fase en smule farligere på deres modangreb.

Den sidste mulighed tilfaldt dog hjemmeholdet på et frispark dybt inde i dommerens overtid.

Hamid Khalidan tog tilløb og gav bolden et drøn. Det var et kvalificeret forsøg af Kampens Spiller, men bolden strøg lige over mål.

Som kampen forløb, måtte FREM stille sig tilfredse med trods alt at få det ene point ud af anstrengelserne. Men selvom Vanløse ikke ligefrem var spillet ned under gulvbrædderne, så burde FREM ud fra spil og chancer have fået tre point ud af opgøret. Vanløses mål faldt efter deres eneste åbne chance i hele kampen, og mange mente, at der skulle være fløjtet for offside.

FREMs næste kamp er onsdag 22. august hjemme mod Brønshøj. Til den kamp er Beran Camili tilbage efter karantæne, mens Tonni Adamsen må vente en kamp mere. Med Frederik Sundstrup har det til gengæld lidt længere udsigter, inden han kan komme tilbage.

 

Matchfacts:

FREM – Vanløse 1-1 (0-0)

Mål:

  • Oskar Høybye (51.)
  • Kristoffer Dirksen (82.)

 

Advarsler:

 

FREM: Alexander Green (49.)

Vanløse: Christian Thorup (45.), Jack Castelijns (78.)

 

Dommer: Simon Rosenlund

 

Holdopstillinger:

 

FREM: Marco Brylov – Gustav Gjøg, Andreas Horsebøg, Kristoffer Dirksen, Ibrahim Badran – Victor Christiansson, Alexander Green, Mads Severinsen, Abdoulie Njai – Benjamin Warlo, Hamid Khalidan

 

Vanløse: Lasse Krogh – Emil Carlsen, Nicolai Johansen, Daniel B. V. Nielsen, Mikkel Rasmussen – Oskar Høybye, Mark Christoffersen, Christian Thorup, Shabban Hussein – Rasmus Gaudin, Jack Castelijns

 

Udskiftninger:

 

FREM: Simon Skibsted ind for Alexander Green (56.)

FREM: Marius Finsen ind for Gustav Gjøg (67.)

Vanløse: Tim Risvig ind for Oskar Høybye (73.)

Vanløse: Asger Højmark ind for Shabban Hussein (76.)

Vanløse: Mohamed Al-Naser ind for Mark Christoffersen (81.)

FREM: Kenneth Thinter ind for Abdoulie Njai (86.)

 

For FREM blev Denis Karaca, Hervé Gamys og Frederik Mehder (målmand) ikke benyttet.

 

Tilskuere: 772

 

 

 

5. Abdoulie Njai

Position: Midtbane, Back
Født: 10-07-1997
25. Alexander Green

Position: Midtbane
Født: 04-05-1992
15. Andreas Horsebøg

Position: Midtbane
Født: 05-08-1998
7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
14. Benjamin Warlo

Position: Angriber
Født: 05-05-1992
10. Beran Camili

Position: Midtbane/Angriber
Født: 01-04-1991
18. Deniz Karaca

Position: Forsvar
Født: 15-11-1998
16. Frederik Hansen

Position: Angriber
Født: 27-01-1999
30. Frederik Mehder

Position: Målmand
Født: 20-11-1994
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
99. Gorm Hansen

Position: Angriber
Født: 21-02-2002
23. Gustav Gjøg

Position: Forsvar/midtbane
Født: 06-02-1997
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
19. Hervé Gamys

Position: Midtbane
Født: 11-03-1998
12. Ibrahim Badran

Position: Forsvar/midtbane
Født: 16-02-1994
4. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Back
Født: 16-02-1993
13. Mads Severinsen

Position: Forsvarer/MIdtbane
Født: 12-06-1991
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
21. Marius Finsen

Position: Angriber
Født: 15-03-1999
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
17. Simon Skibsted

Position: Angriber
Født: 25-11-1991
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2018 ] Dennis Sjøbeck -