To nye spillere på plads
Nyt fra førsteholdet
I forberedelserne til den kommende sæson har Boldklubben FREM indgået aftaler med Frederik Kragh og Kristoffer Dirksen.
Forsvarsspilleren Frederik Kragh vender tilbage til FREM efter to sæsoner hos henholdsvis B1908 og HIK. Frederik nåede 11 kampe og et enkelt mål i sin første periode i FREM, og han er nu klar til at trække den tværstribede trøje over hovedet igen.
Frederik Kragh er en stærk venstrebenet forsvarer på 22 år, og hans kendskab til klubben samt den rutine, han har opnået i de senere sæsoner, vil uden tvivl komme både ham og holdet til gode i den spændende sæson, vi står over for.
Vi byder Frederik Kragh velkommen hjem, og du kan se hans hidtidige spillerstatistik ved at klikke her.
Kristoffer Dirksen er også ny mand i FREM. Han kommer til klubben fra Holbæk, hvor han har spillet indtil den netop overståede sæson, og han har mange divisionskampe med i bagagen. Kristoffer Dirksen, som er 24 år gammel, er forsvarsspiller og huserer oftest på højre back. Ved siden af fodbolden studerer han i Roskilde og bor i København, og vi ser meget frem til at se Kristoffer i aktion for Boldklubben FREM i det næste år. Velkommen til!
Udover de nytilkomne har vi selvfølgelig også stærke spillere i truppen i forvejen, og vi har indgået aftale med vores angriber Daniel Holm for den kommende sæson. Daniel er faldet rigtig godt til, efter at han vendte tilbage til barndomsklubben for et år siden. Han har vist sig som en vigtig del af holdet og har bidraget med 8 mål i den forløbne sæson.
Vi glæder os til at se Daniel Holms videre udvikling og er sikre på, at han i den kommende sæson kommer til at løfte holdet endnu mere. Se Daniel Holms spillerstatistik her.
Når nogen kommer ind, må vi også sige tak til andre, som har ydet en stor indsats for klubben.
Jannik Zimling takker af i FREM i denne omgang, og vi takker Jannik for hans tid i klubben og ønsker held og lykke videre i karrieren. Zimling nåede 12 kampe i efteråret, men en langvarig skade gjorde desværre, at forårssæsonen foregik uden for banen, og vi er derfor blevet enige om, at det er tid til at skilles.
Vi håber meget, at Jannik kan slippe for skader fremover, og at der kommer gang i karrieren igen. God vind!