U17 tabte tæt opgør i Helsingør
Nyt fra talenterne
U17 kom rigtig godt fra start, hvor de satte sig på spillet med hurtigt og teknisk fodbold, som betød, at FREM-drengene efter 20 minutter var foran 0-2 mod et Helsingør-hold, som efter sommerferien har fået et wildcard til U17-divisionen.
Derefter stoppede vores U17 for en stund med at dominere kampen og overlod mere og mere initiativ til Helsingør. Dette skabte lidt tilfældigheder, og på en tvivlsom scoring reducerede Helsingør til 1-2, hvor en Helsingør-spillers skudforsøg blev rettet af og røg i mål.
Før pausen lykkedes det også Helsingør at udligne til 2-2 på en dødbold, som er en af U17s store udfordringer denne sæson. 2. halvleg var meget svingende i kvalitet, hvor drengene i de bedste perioder kæmpede bravt og spillede til tider en god omgang bold. Desværre var der også nogle udfald, og dette gjorde, at Helsingør fik scoret til 3-2 og 4-2. Få minutter før tid scorede Fremmerne på straffespark, men desværre gik de sidste minutter ikke vores vej, og kampen sluttede 4-3 til Helsingør.
Det var en kamp, som ærgrer trænerteamet, da dette nederlag ikke var nødvendigt. Stor ros til debutant i målet, Mikkel Thorsen, som trådte til pga. afbud og skader.