Søg på hjemmesiden!

Få en email tilsendt når der er nyheder!

 Boldklubben FREM
Julius Andersensvej 7
2450 København SV

Telefon
36 17 13 17

Telefax
36 17 26 56

E-mail
bkfrem@email.dk

Kontortid
Se under Kontakt
Klik her


Café FREM
Julius Andersensvej 7
2450 København SV

Telefon
36 17 13 31




» De første svære år 1886 - 1905

» De første svære år 1886 - 1905

tilbage til forrige side send link til en ven. printervenlig side

Artikel fra jubilæumstidsskriftet
"Boldklubben FREM gennem 100 år - 1886-1986

Det første klubhus var en
lejlighed på Blegdamsvej 94

"Frem's" første fodboldår var usikre og urolige,
og i 1895 kunne klubben slet ikke stille hold

Af Mogens Gebuhr

Der fandtes i 1886 ingen offentlige idrætspladser i København.

Østerbro var på det tidspunkt sportens Mekka. Her lå Blegdamsfælleden, og næsten alt udendørs idræt foregik her, hvor klubberne selv udsøgte sig deres spilleplads.

Der skulle ikke ansøges om tilladelse og ikke betales leje, og når en klub havde udsøgt sig en spilleplads respekteredes retten hertil af de andre klubber. Blegdamsfælleden var kun en lille del af et større område hvor også indgik Nørre Fælled og Øster Fælled.

Området der var beliggende indenfor Blegdamsvej, Tagensvej, Jagtvej og Østerbrogade, var store græsklædte marker med buske, træer og små søer, hvor børn i sommerperioden benyttede disse som soppebassin. I begyndelsen var det småt med lysten til at dyrke sporten, klubben havde ingen sagkyndige medlemmer, og de politiske forhold gjorde ikke sagen bedre. Ingen ønskede at hjælpe Venstremænd.

Frem's klublokale 1983
Sådan så hjørnet af Helgesensgade og Blegdamsvej ud set
fra Blegdamsvej i 1893. Netop i det år havde Frem klublokale
i en lejlighed i Helgesensgade 17
Ny generalforsamling

Bestyrelsen fandt efterhånden situationen uholdbar og besluttede at indkalde til ekstraordinær Generalforsamling fredag den 9. december 1887 kl. 21 i Cafeen Hjørnet af Vendersgade og Linnésgade (forh. Cafe Electrique).

Bestyrelsen ville fremkomme med forslag til lovændringer for at indlemme en særlig yngre afdeling i klubben samt også give andre medlemmer af "Fremskridtsklubben" ret til optagelse i klubben.

I forbindelse hermed blev foreslået klubbens navn ændret til "Boldklubben Frem" stiftet af Fremskridtsklubben.

Livlig debat
22 af foreningens medlemmer var mødt.
Hrr. Contorist C. Bast valgtes til Dirigent. Formanden Hrr. Clemensen indledte, i det han motiverede, hvorfor han var gået med til at fremsætte Bestyrelsesforslag om lovændringer (hvilket Lovforandringsforslag dernæst oplæstes af Secretairen).

Hrr. Clemmensens tale var væsentlig et indlæg for den yngre afdeling, medens han ikke kom synderlig ind på tanken om at gøre Klubben upolitisk.

Boldspil, mente han, måtte helst indøves fra Barnsben af, da havde man den største udholdenhed, tillige med den største lyst til idræt. Dette viste sig også igennem den ringe tilslutning som Klubbens Boldspil havde fundet blandt Medlemmerne. Han henviste til Klubbens 2 Cricketkampe og Præmiespillet i afvigte sæson. Han endte med indtrængende at opfordre Medlemmerne til at stemme for bestyrelsens Forslag.

Der førtes dernæst en livlig Diskussion, hvori bl.a. D'hrr. V. Bloch, Jul. Heilbuth, Th. Mikkelsen, Emil Sachs o.fl. deltog.

Derefter satte Dirigenten de enkelte punkter af Bestyrelsens Lovforslag under afstemning. De vedtoges alle med enkelte for Realiteten aldeles uvæsentlige Ændringer.

Hr. Grosserer Th. Sachs udbragte dernæst et motiveret "Leve" for Bestyrelsen, hvilket modtoges med rungende Hurraråb, hvorefter Generalforsamlingen erklæredes for hævet.

Klubben blev efter Bestyrelsens Forslag omdøbt til:

BOLDKLUBBEN "FREM",
stiftet af "FREMSKRIDTSKLUBBEN".

Elendige forhold
Et af de vigtigste ønsker med denne generalforsamling, havde været ønsket om at forlade de politiske interesser i klubben og samle kræfter om det sportslige arbejde.

Men forholdene, hvorunder klubbens medlemmer skulle dyrke deres sport, var ret elendige. Klubhuse med omklædningslokaler var der ikke noget der hed, og flere klubber begyndte derfor at leje sig ind i 2-3 værelsers lejligheder der lå i de nærliggende gader.

I starten klarede Frem sig med omklædning i Guds frie natur, og selv om Frem ikke havde mange rekvisitter, manglede man plads til disse.

Situationen blev mere og mere uholdbar, og da det samtidig var svært at tiltrække nye medlemmer under disse forhold, besluttede bestyrelsen derfor den 23. oktober 1888 at leje en 2 -værelsers lejlighed på Blegdamsvej 94, 1. sal til en leje af 13 kroner om måneden.

Til anskaffelse af det foreløbig nødvendige møblement til lejligheden, vedtog man at anvende 15 kroner.
Ifølge formanden havde klubben fået et fordelagtigt arrangement med værten, Hr. Urtekræmmer Schmidt, angående salg af øl, og i det hele taget anså man lejligheden for passende for klubben og håbede at den ville tjene det formål at fremme sammenholdet blandt medlemmerne og samtidig tiltrække nye medlemmer.
Lejligheden blev nu klubbens nye samlingssted, som skiftevis blev brugt til omklædningsrum, opholdslokale og til opbevaring af klubbens dyrebare rekvisitter.

Det var under besværlige forhold, set med nutidens øjne, medlemmerne dengang måtte dyrke deres sport. Klubbens medlemmer måtte selv transportere de nødvendige rekvisitter, målstænger, hjørneflag, crickettæppe og andre cricketrekvisitter over til Blegdamsfælleden og tilbage igen, både til træning og kamp.

Første æresmedlem
På generalforsamlingen den 12. april 1889 foreslog Hr. V. Bang at optage Hr. Vekselerer Jul. Heilbuth som æresmedlem af klubben. Dette blev vedtaget af alle tilstedeværende medlemmer.

Jul. Heilbuth takkede for den viste ære, vel ville klubben ikke få megen fornøjelse af ham som spiller. Han havde forlængst opgivet spillet, da han indså, at han dog aldrig kunne drive det til noget særligt, og han holdt ikke af at gøre noget halvt.

På en hvilken som helst anden måde han kunne støtte klubben og yde råde og bistand ville det være ham særdeles kært.

50 kr. for at slå KB
Selv om klubben nu havde fået et sted hvor medlemmerne kunne samles efter træningen til en enkelt øl, var man ikke helt tilfreds.

Bestyrelsen fandt derfor et nyt lokale på Blegdamsvej 120, og den 1/1 1890 flyttede klubben ind.
Til trods for de dårlige forhold hvorunder klubben måtte arbejde, havde spillerne efterhånden fået et godt tag i fodboldspillet, og havde efterhånden opnået udmærkede resultater overfor andre klubber.

De to eneste klubber det kneb lidt med var AB og KB.

Klubbens første æresmedlem Jul. Heilbuth havde tidligere lovet at belønne klubben med en gave på 50 kroner første gang Frem kunne besejre KB.

Frems spillere ønskede for enhver pris at slå KB, og besluttede at alle skulle møde hver morgen på fælleden kl. 7.00 og tage en løbetur.

Bagefter var der hverken bad eller varm te.

Og KB blev besejret
Den 16. marts 1890 kom den store dag. Jublen var stor i hele klubben, da det den dag lykkedes Frem som den første klub, at slå KB med 2-0, og dermed bevise at KB ikke var uovervindelig.

På denne tid var der ingen egentlig turnering. Klubberne udfordrede hinanden, og hvis en klub mente, ikke at kunne leve op til de rent sportslige resultater, modtog man ikke udfordringen.

Samtidig var fodboldspillet inde i en brydningstid, for der var stor utilfredshed blandt flere klubber over den taktik der blev benyttet flere steder, det var nemlig mere eller mindre tilladt at bruge spillere fra andre klubber. Enten til at forstærke sit hold, eller i et forsøg på at blive fuldtalligt.

Enkelte af datidens bedste spillere var endda medlem af to klubber.

Madam Petersen
Midt i september 1891 fik bestyrelsen pludselig en 4-værelsers lejlighed på hånden.

Lejligheden lå længere nede ad Blegdamsvej, og huslejen var 27 kroner om måneden, og det var egentlig mere end klubbens økonomi kunne bære. Bestyrelsen mente ikke de kunne sige nej til dette tilbud, og derfor tilbød Formanden Unmack og Kasseren Havgård, at de hver ville betale 5 kroner hver måned. Dog på den betingelse, at de med en måneds varsel, kunne fritages for dette beløb, når klubbens kasse var stærk nok til at bære denne udgift.

Værten havde tilbudt at skaffe en pålidelig rengøringskone, Madam Petersen, der samtidig blev en slags marketenderske for klubben.

Hun solgte øl, sodavand, frugt og andre slikkerier, og med sin lille trækvogn fulgte hun troligt klubben overalt hvor Frem spillede på fælleden.

I 1892 var Frem's økonomi begyndt at blive dårligere, og den siddende bestyrelse besluttede pludselig at flytte til et ikke særligt godt lokale, der lå i Trekasgade 11, i en baggård hvor der var mørkt og fugtigt.

Der var stor utilfredshed med lokalet og efter en del bryderier med værten, om nogle dårlige vandrør, besluttede man allerede 10 måneder efter at flytte til Helgesensgade 17, til en 1. sals lejlighed, og her blev Frem boende til slutningen af 1895.

Fodboldens krise
For Frem havde det været en dejlig tid med et godt kammeratskab og en god sportsånd der gav gode resultater.
Desværre holdt det ikke. I alle klubber var fodboldspillet nede i en bølgedal. Fra 7 deltagere i turneringen 1890 faldt antallet til 3 deltagere i 1894. De 3 deltagere var Frem - AB – KB.

Interessen var dalende, fordi en sport som banecykling var begyndt at føre sig frem, men samtidig opstod nogle store interne stridigheder i Frem's bestyrelse, der havde ført en meget hård og konsekvent linie, der havde fået mange medlemmer til at udmelde sig af klubben for at starte en ny forening.

Uden hold
I 1895 så det helt katastrofalt ud. Klubben kunne ikke længere stille hold, og måtte meddele DBU at Frem ikke agtede at deltage i turneringen i Vintersæsonen, men fortsat ønskede at forblive aktivt medlem af unionen.
På en ekstraordinær generalforsamling den 12. oktober 1895 foreslog bestyrelsen at indstille klubbens virksomhed i vinterhalvåret fra 1/10 1895 til 1/4 1896, og til den tid genoptage sin virksomhed.

Forslaget blev vedtaget med 8 stemmer mod 3, 3 ønskede ikke at stemme. Det meget lille antal fremmødte viser i hvilken situation klubben befandt sig i.

Der var med bestyrelsen kun mødt 12 medlemmer til generalforsamlingen. Og blandt de udeblevne var formanden og 2 af bestyrelsesrepræsentanterne.

På et bestyrelsesmøde den 17/10 1895, vedtog bestyrelsen at foreningens ejendele skulle opbevares hos Otto Andersen, Ryesgade og assureres for 500 kroner.

Måtte selv betale
Nar man studerer foreningens gamle Bestyrelses- og generalforsamlingsprotokoller, får man en klar fornemmelse af hvor vanskeligt foreningen har haft det de første 10-15 år. Bestyrelsen, og mange medlemmer både aktive og passive, måtte ustandselig hjælpe af egen lomme for at kunne indkøbe kun de vigtigste rekvisitter der var nødvendige for at holde spillet igang.

I hele perioden hvor det havde stået dårligt til med klubbens medlemstal og klubbens økonomiske forhold, havde Frem opsagt sit lejemål i Helgesensgade, og nu, hvor der var ved at komme langsomt gang i klubben, ønskede bestyrelsen at optage lejemål i et nyt lokale beliggende Ny Blegdamsvej 3 st.

Lejligheden bestod af 2 værelser med køkken, hvor senere spisekammeret blev ombygget til brusebad, men dog kun med koldt vand.

I perioden fra 1892 og frem til lige efter århundredskiftet var det især Jul. Andersen og Louis Østrup der trak det store læs.

Gennem deres store interesse for klubbens udvikling fik de Frem op af det dødvande, den var havnet i. Deres store evner til at sætte de rigtige bestyrelser omkring sig, fik klubben til at markere sig i mange år frem i tiden.
Det skyldes udelukkende disse to storartede mænd at klubben idag fylder 100 år.

1. holdet vinder af den københavnske turnering 1901-1902. Stående fra venstre: Møller Sørensen, Stefan Rasmussen, Carl Mertins, Victor Vilager, Peter Møller. Siddende: Otto Andersen, Chr. Henriksen, Axel Byrval, Holger Nielsen (med bolden), Peter Mikkelsen og Valdemar Petersen.
Flyttede fra fælleden

Efterhånden begyndte flere klubber at flytte fra fælleden. KB havde haft eget anlæg allerede siden 1894 på Forchhammervej, og B 93 tog sin bane på Øster Alle i besiddelse i 1901.

Da AB i 1902 fulgte efter med sin bane på Tagensvej - Nørre Allé, begyndte Frem's bestyrelse, med Jul. Andersen i spidsen, at arbejde på at få en bedre eller måske en egen spilleplads, men det var ikke let at opnå noget løfte eller tilsagn fra de kommunale myndigheder.

I 1905 besluttede Frem's bestyrelse at acceptere et tilbud fra Borgmester J. Jensen, efter en henvendelse fra Jul. Andersen, om at ansøge om leje af et areal på Enghavevej, der skulle udlægges som isbane.

Selve isbanen var i sig selv ikke nok, men da det blev oplyst, at et bagvedliggende areal også var til leje, besluttede bestyrelsen at slå til.

Grøfter og kolonihaver
Det var med store betænkeligheder man forlod fodboldens Mekka Østerbro, for at flytte til Enghavevej, hvor sporvognen kun kørte til de smukt anlagte kolonihaver på Enghaveplads.

For at komme til Frem's baner måtte man spadsere det sidste stykke ad en gammel landevej med grøfter i siderne.

Det var en dejlig tid for klubbens medlemmer. For Frem var nu blevet baneejende klub, og alle måtte de første år arbejde med at anlægge gangstier, bygge rækværk, slå banerne og ikke mindst reparere banerne efter isvintrene.

Efterhånden fik Frem et anlæg der kom op på siden af AB's og B 93's anlæg. Fodboldspillet, der var kommet til Danmark fra England og Skotland, udviklede sig nu rigtigt, hvor klubberne med mellemrum flyttede fra Blegdamsfælleden ud til egne baneanlæg.

Publikum var sure
De bedre og mere velplejede baner, kunne også tage entré når de spillede. Denne entré var de pågældende klubber ikke særligt interesseret i at afgive noget af til den besøgende klub.

Dette havde bl.a. været en af årsagerne til, at Frem ønskede at få egen bane. Frem regnede med at dette forhold ville ændre sig, når de fik egen bane, og det gjorde det for så vidt også, men desværre blev tilslutningen ikke så stor på grund af beliggenheden.

Det var hårde ord der faldt fra pressen, og ikke mindst fra andre klubber, når de skulle ud på Enghavevej for at spille kampe.

Publikum der havde været vant til at tage turen til Østerbro for at se fodbold, fandt vejen til Enghavevej var for lang, men tiden har dog vist, at Frem's ledelse dengang så rigtigt og foretog den rigtige disposition.

Udflytningen til Valby Idrætspark er en helt anden historie. Ikke længere, men for publikum blev det den længste i mange år. Før omegnsklubberne dukkede op.

 
 


Up
Down
Juli 2010
17. FREM´s fødselsdag
August 2010
04. Bestyrelsesmøde 17:30
16. Driftsledermøde
30. Træner- / ledermøde 18:00
September 2010
01. Bestyrelsesmøde 17:30
Oktober 2010
06. Bestyrelsesmøde 17:30
25. Driftsledermøde
Data-know-how - Cleaning Systems
GourmetBryggeriet - Hovedsponsor
Hummel
Select Sport A/S
Boldklubben FREM - Foreningen // (C) Tekster og Foto // Siden er optimeret til visning i Internet Explorer 7 eller NYERE