Nyheder
fra BK Frem!

30. marts 2004

TRÆNER BOXEN

Af Ebbe Skovdahl

Til mandagens træning fik vi snakket en hel del om, hvad der gik galt i anden halvleg i kampen mod OB, og vi var alle enige om, at vi ikke kunne være indsatsen bekendt.

Det mere spil, vi havde i de første 45 minutter, gav ikke for alvor bonus i mål, og vi må arbejde meget med at blive mere effektive. Vi skal i de kommende kampe give den fuld skrue, og det vil være helt uacceptabelt, hvis vi ikke gør det.

Vi skal ikke blive bekymret, men stadig spille vores chance, og jeg kan henvise til, hvad Mark Twain sagde:

Hvor har jeg haft mange bekymringer, der aldrig er blevet til noget.

 

30. marts 2004

INDBLIK

Af Jørgen Herbert

Weekendens resultater magede sig jo bestemt ikke, som vi kunne have håbet, og det er stadig stejlt op ad bakke for FREM, her hvor der resterer 10 spillerunder. MEN - der er altså stadig 30 point at spille om, og det er vigtigt, at vi stadig tror på, det kan lade sig gøre. Vi må ikke opgive, men tværtimod arbejde ufortrødent videre på at forbedre os og skaffe så mange point som muligt.

Vi så, hvordan forårets første to spillerunder fuldstændig vendte op og ned specielt i toppen af SAS-ligaen, og fornuftige resultater i de kommende runder kan betyde det samme også i bunden af tabellen. AB, FC Nordsjælland, Herfølge og Viborg er blandt de hold, vi mangler i den afsluttende fase, og det er vigtigt, at vi netop slår disse hold. Her gemmer sig 12 point, som vil betyde, at FREM kan redde sig. Har vi de takter fremme, som vi havde i første halvleg mod OB samtidig med, at vi bliver lidt skarpere oppe foran, er der lys forude.

Til gengæld skal vi ikke igen opleve det, vi gjorde i anden halvleg mod OB, hvor vi pludselig kom til at ligne rene amatører. Fysisk er FREMMERNE med, og de har også bevist, at de kan spille godt fodbold, så måske er det oppe i hovedet, vi i de kommende kampe skal være mere klar. Når det er sagt, vil jeg godt gøre opmærksom på, at FREM's fans befinder sig i den bedste halvdel af SAS-ligaen.
Pøj, pøj med de kommende kampe..

 

29. marts 2004

Mikkel Thygesen udtaget til U/20 landsholdet

FREMs talentfulde midtbane mand blev efter gårsdagens kamp mod OB udtaget til U/20 landsholdet.

Mikkel leverede en rigtig solid præstation på FREMs midtbane, og fik efter kampen sin fortjente belønning i form af udtagelsen til det landshold, som på tirsdag møder Spanien i en venskabskamp.

Med venlig hilsen

BK FREM A/S

 

29. marts 2004

Kampreferat: Frem – OB 1-3

Superligaens farligste duo, Mwape Miti og Steffen Højer, afgjorde en ellers ganske jævnbyrdig forestilling, og derefter kom FREM aldrig tilbage i kampen.

Af Henrik Thomsen

SAS-ligaen:
FREM – OB 1-3 (1-1)
Valby Idrætspark. 3.203 tilskuere.

FREMs holdopstilling (4-4-2):

Jørgen Nielsen; Morten Hamm, Jonas Stark, Diego Tur, Lars Brøgger; Søren Krogh (anfører), Kim Kristensen, Kenneth Storvik, Mikkel Thygesen; Søren Larsen, Mirko Selak.

Mål: 0-1: Mwape Miti (36), 1-1: Søren Krogh (45), 1-2: Steffen Højer (56), 1-3: Mwape Miti (65).

Indskiftninger: Søren Weibel ind for Mirko Selak (65), Indrek Zelinski ind for Søren Krogh (81) og Jairo Antonio de Souza ind for Kenneth Storvik (81). Reservemålmand Stefan Campagnolo blev ikke benyttet.

Ingen advarsler til FREM. Mens OBs netop indskiftede Esben Hansen indkasserede gult kort i det 79. minut.

FREMs bedste spiller: Søren Krogh.

God 1. halvleg
FREM begyndte med den skæve sidevind i ryggen, og medvinden forplantede sig også til selve spillet, som FREM dominerede i første halvlegs første og sidste 15 minutter, mens OB havde spilovertag midt i halvlegen. Det var dog småt med chancer de første tyve minutter, hvor den skidte bane, trods behjertet forsøg på tromling, hindrede, at den sidste afgørende aflevering eller dribling blev udført efter hensigten. FREMs Søren Krogh fik en god mulighed, da han i fri position modtog nedfaldet fra et hjørnespark, men han ramte bolden skævt og skød ved siden af. OB kom ikke til så meget, og FREMs forsvar under myndig ledelse af Diego Tur stod godt.

Alligevel var det tydeligt at OB var en del hurtigere end FREM til at slå kontra, og på et sådant kom Thomas Lindrup afgørende fri af Morten Hamm og slog bolden ind til farlige Mwape Miti, der dirigerede den i mål til føring 1-0 små 10 minutter før pausen. FREM opgav dog ikke og leverede i det hele taget i 1. halvleg nogle gode angrebskombinationer med kvikt bandespil på højrekanten, mens det kneb mere på venstrekanten, især med hurtige indlæg, hvor, de eller godt fightende, Lars Brøgger og Mikkel Thygesen skulle bruge for meget tid til at få bolden over til højre benet.

Anfører på tavlen

Søren-Krogh-og-Søren-Berg-i-duel


I første halvlegs døende sekunder fik FREM udbytte af sin dominans, symboliseret ved 7-3 i FREMs favør i hjørnestatistik, da Søren Larsen slap fri i et kommandoraid på venstrekanten og afleverede skråt bagud til en fremstormende Søren Krogh, der fik plads, efter god screening af Mirko Selak, til at sende et hårdt indersidespark ind bag OBs Arek Onyzsko. Samme Onyzsko havde forinden præsterede en mirakelredning på et skud fra tæt hold af Søren Larsen, men måtte altså overgive sig kort efter, og FREM kunne gå til pausen med 1-1 og optimismen i behold.

Miti og Højer på pletten
I anden halvleg var det OB, der havde fordel af vinden, og det kunne ses, også langt mere end nødvendigt. Fynboerne dominerede klart de første 20 minutter, og kun et par refleksredninger af Jørgen Nielsen hindrede, at FREM kom bagud allerede i halvlegens start. I det 56. minut gik det dog galt, da Mwape Miti smart løftede bolden over Jonas Stark til Steffen Højer, der i fri position, og ikke offside fordi Morten Hamm lå for langt tilbage, prompte udnyttede tilbuddet. Føringsmålet var starten til flere hjørnespark, hvor man undrede sig over, at Søren Larsen blev trukket med tilbage, når han nu er den eneste sammen med Søren Krogh, der kan udfordre på en evt. kontra. Det blev da også i stedet OB, der kom på 3-1, da Mwape Miti kvikt, men også for nemt, fik lov til at vende på en tallerken og udplacere Jørgen Nielsen på et tørt hug.

FREM falder sammen
De sidste 25 minutter blev en ørkenvandring, hvor de rutinerede fynboer stille og roligt kørte bolden rundt og sejren sikkert i hus. Intensiteten og tilskueropbakningen faldt langsomt, og det bedste ved kampen blev den dejlige forårssol. FREM skulle helt hen til det 80. minut, hvor Søren Weibel markerede sig med holdets første skud på mål efter pausen. Der blev investeret og også taktisk satset for lidt på at vende slaget. Det endte med en fortjent 3-1 sejr til OB. FREM må tage den gode første halvleg med sig til de næste kampe; her var såvel indstilling som det taktiske koncept helt i orden.

 

26. marts 2004

FREM i noget nær
stærkeste opstilling
til søndagens kamp mod OB

Kun Ketil Clorius er ude med karantæne. Derimod er Kenneth Storvik, Diego Tur og Mikkel Thygesen klar igen efter at have stået udenfor i onsdagens Dong Cup kamp med små skader.

Bosun Ayeni fik en advarsel mod Brøndby, men denne har ingen betydning i forbindelse med SAS-Liga kampen på søndag. Jonas Stark fik et spark over den ene ankel i Brøndby kampen, men han forventes også at kunne løbe på banen mod OB.

Dermed ser FREMs trup således ud:

Jørgen Nielsen - Morten Hamm - Jonas Stark - Diego Tur - Lars Brøgger - Søren Krogh - Bosun Ayeni - Kim Kristensen - Kenneth Storvik - Søren Larsen - Mirko Selak - Stefan Campagnolo - Mikkel Thygesen - Jairo Antonio De Souza - Indrek Zelinski - Søren Weibel.


Med Venlig hilsen

BK FREM A/S
 

 

26. marts 2004

Positivpris til
Lilleputtræner

Poul Erik Jørgensen fik Arbejdernes Landsbanks Positivpris og blev hyldet af tilskuerne i Valby Idrætspark i forbindelse med pokalkampen mellem BK FREM og Brøndby IF.

Prisen, som er på 1.000 kroner, blev givet for 5 års aktivt og engageret frivilligt arbejde i BK Frem. Senest har Poul Erik Jørgensen overtaget trænerarbejdet for Frem´s 1. lilleput.

Poul Erik Jørgensen (tv.) får her sin velfortjente gavecheck af souschef Per Hansen fra Arbejdernes Landsbank og BK Frem´s formand Jim Voss.

Positivpris til
Sikkerhedschef

BK Frem´s sikkerhedschef Henrik Petersen blev en populær modtager af Arbejdernes Landsbanks Positivpris, som blev uddelt i pausen mellem SAS Ligaopgøret mellem BK Frem og FCK.

Ungdomsformand Johnny Hansen, Souschef Per Hansen og Frem´s formand Jim Voss overrækker her prisen til en glad Henrik Petersen.

 

26. marts 2004

Vindere af Equinox Mountainbike

Her ses de glade vindere med den flotte Equinoix mountain bike som var én af gevinsterne, i konkurrencen på kampprogrammet.

 

26. marts 2004

INDBLIK

Af Jørgen Herbert

At FREM virkelig har gjort fremskridt i vinterpausen og nu mere end tidligere står som en potentiel SAS-ligaklub, blev afspejlet i aviserne dagen efter pokalnederlaget til Brøndby.

2-0 over FREM – SåDAN ANTON, skrev B.T., med henvisning til Dan Anton Johansen flotte mål til 2-0, men også en understregning af, at det ikke var en selvfølge, at Brøndby ville vinde.

Næ, der er skabt respekt om FREM, og det var på ingen måde en let sejr for Brøndby, hvilket jo egentlig også blev understreget af, at Ekstra Bladet skrev: Brøndby bestod. For så menes der jo, at Brøndby gjorde sit bedste, og ikke bare spadserede sig til en sejr.

FREMMERNE var fattet efter nederlaget, for inderst inde ved de jo alle, at det er SAS-ligaen, der har højeste prioritet, og vi skal bevise i kampen mod OB på søndag, at vi mener det alvorligt, når vi siger, vi går efter at få så mange af de tilbageværende 33 point, der er at spille om, som muligt.

Det er tydeligt, at Ebbe Skovdahls arbejde med holdet bærer frugt, og lykkes det at klare frisag, er jeg helt sikker på, at vi står godt rustet både på og uden for banen til en ny sæson i SAS-ligaen.

 

26. marts 2004

TRÆNER BOXEN

Af Ebbe Skovdahl

Efter onsdagens pokalnederlag til Brøndby kan jeg konstatere, at spillertruppen stort set er intakt.

Vi ved, at Ketil Clorius har karantæne til kampen mod OB. Diego Tur, som ikke var med mod Brøndby træner nu med igen. Jonas Stark har fået et spark over den ene ankel, men løbetrænede allerede torsdag, og så har Bosun en lille smule problemer med lysken. Kenneth Storvik, som sad over mod Brøndby, træner igen med, så jeg forventer at kunne stille i stort set stærkeste opstilling til søndagens hjemmekamp mod OB.

Selvfølgelig ærgrede jeg mig over, at vi forærede et mål væk straks fra start i Dong Cup kampen, men ellers synes jeg, spillerne leverede en god indsats, og bortset fra Dan Anton Johansens lykketræffer til 0-2, havde Brøndby jo ingen reelle scoringschancer. Det havde vi til gengæld, men fik ikke udnyttet dem i den kamp.

Men hvis vi til gengæld får udnyttet vores chancer mod OB, er jeg ganske godt tilfreds.
 

 

25. marts 2004

Kampreferat:
Frem – Brøndby 0-2  

Med to hurtige Brøndby scoringer var pokalkampen reelt afgjort efter 20 minutter. Efter pausen faldt kampens intensitet til under vanligt superliganiveau.       

Af Henrik Thomsen

DONG Cup:
FREM – Brøndby 0-2 (0-2).
Valby Idrætspark. 4.043 tilskuere.

FREMs holdopstilling (4-4-2):
Jørgen Nielsen; Morten Hamm, Jonas Stark, Jairo Antonio de Souza, Ketil Clorius; Søren Krogh (anfører), Kim Kristensen, Bosun Ayeni, Lars Brøgger; Søren Larsen, Mirko Selak.

Mål: 0-1: Thomas Kahlenberg (2), 0-2: Dan Anton Johansen (18).

Indskiftninger: Indrek Zelinski ind for Mirko Selak (62), Søren Weibel ind for Morten Hamm (67), og Samir Haiba ind for Ketil Clorius (83). Reservemålmand Stefan Campagnolo blev ikke benyttet. Lars Brøgger rykkede ned som højre back, da Morten Hamm blev udskiftet.  

Advarsel til Bosun Ayeni (61).    

Frems bedste spiller: Søren Larsen.

Livlig start
Pokalkampen begyndte lovende med masser af intensitet og offensivt spil fra begge sider, men også med flere personlige fejl. En graverende fejl af slagsen stod Ketil Clorius for, da han headede bolden på tværs nede i eget felt. Brøndbys Thomas Kahlenberg sagde tak for tilbuddet, snuppede et par kvikke træk og bragte pokalmestrene foran 1-0 med et tørt hug. Kun to minutter senere var Brøndby tæt på 2-0, da Asbjørn Sennels skævert af et indlæg snød Jørgen Nielsen og ramte overliggeren. FREM blandede sig kort efter i løjerne, da et frisparksindlæg af Søren Krogh frembragte en stor afslutningsmulighed, der røg snert forbi mål, men retfærdigvis skal det siges at der forinden var dømt offside. Efter 11 minutter fik vi en prøve på Kim Kristensens evner som langskytte, efter et godt opspil af Søren Larsen og Lars Brøgger, men Kims spark røg lige over mål. I stedet afgjorde Dan Anton Johansen reelt kampen til Brøndbys fordel, da han lidt for umarkeret tog chancen fra 25 meters afstand og sendte et dommedagsskud af sted, som ramte overliggeren og akkurat sprang ned på den for FREM forkerte siden af stregen. 2-0 og så det meget svært ud for FREM.

Kim Milton i centrum
Trods bagud 2-0 forsøgte FREM at komme ind i kampen igen og holdet sad faktisk på spillet i det sidste kvarter af første halvleg. Søren Krogh, Jonas Stark og Ketil Clorius forsøge sig på forskellig vis med afslutninger, men den største chance tilfaldt dog, da Mirko Selak pressede Brøndbys målmand Karim Zaza til at spille bolden direkte til Lars Brøgger, der skød på stolpen. Dommer Kim Milton afblæste dog situationen og dømte frispark mod Mirko Selak. Samme Kim Milton var minutterne forinden kommet i centrum, da han undlod at vise Brøndbys Per Nielsen ud, da han lavede frispark mod Søren Larsen i frit løb mod mål. Frisparket var dog ikke særligt stort og Søren Larsen smed sig hurtigt, men ikke desto mindre var kendelsen vist en alternativ fortolkning af lovteksten. Det blev ikke til mere i første halvleg og Brøndby kunne gå til pausen med en sikker 2-0 føring.

Kedeligt efter pausen
I anden halvleg faldt tempoet, intensiteten og der var småt med afslutninger. Brøndby virkede tilfredse med tingenes tilstand og FREM virkede ikke som om de troede på muligheden for at vende kampen. Udefra set tænkte begge hold mere på næste kamp i superligaen og i hvert fald blev der ikke investeret en rigtig helhjertet indsats i nærkampe og udfordringer. Brøndby fik godt nok fremtvunget en del hjørnespark efter pausen, men kom ikke til en reel målchance. FREM var trods alt tættere på en reducering og kombinerede sig kvikt til to fine muligheder, men i begge tilfælde betød en skidt første berøring, at chancen forpassede for hhv. Indrek Zelinski og Søren Krogh. Det sluttede derfor med en fortjent og relativ sikker 2-0 gevinst til Brøndby, og holdet og de medrejsende fans var glade for sejren. FREM manglede Kenneth Storvik som dirigentstok på midtbanen, men Søren Larsen lyste dog op i de ellers jævne præstationer, som resten af holdet leverede på den tunge og knoldede bane.   

Nu gælder det superligaen
Med pokalnederlaget til Brøndby er fokus for FREM nu alene på superligaen, hvilket da også kræver al mulig koncentration. Måske var det også den fokusering, der fik FREM til at stille op uden Kenneth Storvik (influenza) og Diego Tur mod de gule fra Vestegnen. Forhåbentlig er de begge klar hjemme mod OB på søndag d. 28. marts, hvor man også kan håbe på at banen har nydt godt af det tørre vejr, som prognosen tyder på vi får i de kommende dage.

 

25. marts 2004

Så gælder det igen
vigtige point i SAS-Ligaen

På søndag gæster OB Valby Idrætspark. OB spillede også Dong Cup kamp onsdag, mod Ølstykke.

Fra referaterne kan man læse at det nok er en god ide, for Skovdahls tropper, at holde et ekstra vågent øje med OB´s nr. 24 Steffen Højer, han scorede nemlig 4 gange mod Ølstykke.


FREMs indsats mod Brøndby må betegnes som godkendt. På trods af det tidlige førings mål, fortsatte holdet med at tro på chancen, og kæmpede ufortrødent videre. Det er samme indstilling som skal hentes frem på søndag, hvis der skal skrives flere point på kontoen mod et af SAS-Ligaens mest formstærke hold.

Ketil Clorius sider udenfor med karantæne, ellers er alle mand klar.

Vi ses til bold, på søndag kl. 15.00 vi åbner portene kl. 13.00 – og køber du et kampprogram har du mulighed for at vinde billetter til dette års Langelandsfestival.


Med venlig hilsen

BK FREM A/S

 

23. marts 2004

Trup status før
Dong Cup braget mod Brøndby IF

Der er en rigtig god stemning i truppen efter weekendens sejr over Herfølge, spillerne havde i går en rolig træningsdag, hvor dagen var baseret på afspænding, massage og afslapning. I dag har holdet, en let gang træning kl. 14.00.

Ketil Clorius fik en advarsel i Herfølge og er derfor spærret i kampen mod OB på søndag, men han er spilleklar til i morgen. Mirko Selak er tilbage efter endt karantæne, og indgår i Ebbe Skovdahl´s brutto trup.

Dermed er hele truppen klar til kampen mod Brøndby IF, så det bliver spændende at se hvilke spillere Ebbe vælger til sin start elver.

Med venlig hilsen

BK FREM A/S

 

22. marts 2004

Indblik

Af Jørgen Herbert

Det kan ikke undgås, at der kigges en ekstra gang på stillingen med  funderinger om, havd de forskellige resultater indebærer, når man som FREM ligger og kæmper for at undgå nedrykning. Og det kan give kuldegysninger, når man som f.eks. forud for kampen i Herfølge ser på konsekvensen af, at Herfølge f.eks. vinder og FC Nordsjælland gør det samme, for så ser det for alvor sort ud.

Men glem ikke, at der stadig er 33 point at spille om. Det er derfor vigtigt, at vi i stedet for at kigge på stilling hele tiden fokuserer på holdet og den enkelte kamp, og sejren i Herfølge giver forhåbentlig spillerne den portion selvtillid, der skal til for at holde koncentrationen på næste kamp, i stedet for at bruge energi på spekulationer omkring hvis og hvis.....

Der er nemlig ingen tvivl om, at Ebbe Skovdahl med hårdt arbejde og en god indsats af spillerne har fået styr på strukturen på holdet, således at der ikke sker for mange tilfældigheder i kampene. Det bør give point og også point nok til at FREM i sidste ende ryger op over nedrykningsstregen. Vi skal nappe så mange som muligt af de resterende 33 point, og det er vigtigt, at der rent faktisk er hele syv hold, som ikke kan føle sig fri af nedrykningsstregen.

Onsdag gælder det så pokalkampen mod Brøndby i Valby Idrætspark - en ottendedelsfinale - og her behøver vi i hvert fald ikke at spekulere i point eller stilling, så det er en god mulighed for at arbejde videre med struktureringen af holdet til gavn for de kommende SAS-ligakampe. Og selvfølgelig går vi da efter en sejr, for det er med til at løfte holdet og skærpe spillernes selvtillid.

 

22. marts 2004

Kampreferat:
Herfølge – Frem 0-1 

Frem fik en livsvigtig sejr og hænger fortsat på i bundstriden. Kenneth Storvik blev matchvinder på et sikkert udnyttet straffespark.     

Af Henrik Thomsen

Superligaen:
Herfølge – FREM 0-1 (0-0).
Herfølge stadion. 2.402 tilskuere.

FREMs holdopstilling (4-5-1):
Jørgen Nielsen; Morten Hamm, Jonas Stark, Diego Tur, Ketil Clorius; Søren Krogh, Kim Kristensen, Bosun Ayeni, Kenneth Storvik, Lars Brøgger; Søren Larsen.

Mål: 0-1: Kenneth Storvik, straffe (58).

Indskiftninger: Jairo Antonio de Souza ind for Kenneth Storvik (80). Indrek Zelinski, Søren Weibel og Stefan Campagnolo blev ikke benyttet.

Advarsel til Ketil Clorius (36). Desuden advarsel til Herfølge spillerne Anders Jochumsen, Bora Zivkovic og Chris Hermannsen.  

Frems bedste spiller: Jørgen Nielsen.

Rutine i skæbnekampen 

Træner Ebbe Skovdahl satsede på de rutinerede kræfter i bundkampen mod Herfølge. Bortset fra Søren Larsen var alle i startopstillingen over 25 år. Desuden stillede FREM op i en kompakt 4-5-1 opstilling, hvor Kenneth Storvik fik frirum til at boltre sig mellem Herfølges to 4-mands kæder. Taktisk blev der dermed slået an til at stå godt, undgå fejl og slå til på de muligheder, der måtte vise sig.     

FREM overtager spillet

Efter en nervøs og begivenhedsløs start fik FREM efterhånden styr på opspillet, og viste sig som det hold, der kombinerede klart bedst og systematisk på den tunge bane, der naturligt var mærket af weekendens massive regnvejr. Kenneth Storvik trykkede kanonen af sted to gange i 1. halvleg, det ene på frispark, men Morten Cramer reddede begge forsøg, og Søren Larsen havde også i 1. halvleg et flugtskud snert over mål. Det største FREM tilbud fik Søren Krogh i starten af 2. halvleg, da han kom fri i kanten af straffesparksfeltet, men afslutningen var desværre for svag. I denne periode havde Herfølge dog også sine tilbud, mest i form af kontrastød med lange afleveringer, men Jørgen Nielsen viste sig igen som en sikker sidste skanse.    

Straffe eller ikke straffe?

En lille time inde i matchen fik FREM tilkendt et straffespark, da Herfølges Kofi Dakinah gik hårdt i ryggen og spærrede vejen for Kenneth Storvik. Ikke verdens største straffe, men heller ikke verdens mindste, og i øvrigt kun det andet til FREM i denne sæson. Kenneth Storvik tog selv sagen i egen hånd og eksekverede sikkert bolden fladt i venstre side til en fortjent 1-0 føring til FREM. Sent i matchen mente Herfølge sig bortdømt for straffe, da de appellerede for at indskiftede Jairo Antonio de Souza plantede to hænder i ryggen på Chris Hermannsen.          

Herfølge presser på

Efter føringsmålet trak FREM sig længere tilbage på banen, og som mod FCK nok også for langt. Herfølge fik mulighed for at komme for tæt mod feltet, og i sådanne situationer vil der altid opstå muligheder til modstanderen. Bortset fra en farlig afslutning af Chris Hermannsen, mesterligt reddet af Jørgen Nielsen, blev det dog kun til lige ved og næsten Herfølge forsøg. I stedet var det FREM, der var tættest på at udbygge føringen, da Bosun Ayeni havde helt blankt mål ved midterlinien, fordi Herfølges målmand Morten Cramer gik med frem på hjørne og blev fanget i et kontraangreb. Bosun Ayeni sparkede dog langt forbi. Det endte så med en 1-0 sejr til FREM, der alt i alt var fortjent, fordi holdet havde klart mest styr på spillet. Dermed fik Ebbe Skovdahl succes med det resultatorienterede koncept, som altså gav sig udslag i at nullet blev holdt, samt i at hele to markspillere slet ikke kom på banen.  

Livsvigtig sejr

Med et nederlag til Herfølge havde FREM været 7 point efter FC Nordsjælland, 10 points efter Viborg og 11 points efter Herfølge. Det vil sige reelt ude af superligaen. Med sejren i Herfølge er situationen imidlertid nu den, at FREM redder sig, hvis de slår Herfølge og FC Nordsjælland i den sidste omgang, og ellers får lige så mange point som de to bundkonkurrenter i de andre ni kampe. Set i det lys var sejren i Herfølge livsvigtig.

 

17. marts 2004

TRÆNER BOXEN

Af Ebbe Skovdahl

Tirsdag fik de spillere, som ikke var med eller kun fik begrænset spilletid i premierekampen mod FCK, en fin mulighed for at få testet deres form, da vi mødte FCK's reserver på en glimrende græsbane på Peter Bangs Vej.

FCK-holdet stillede i en meget stærk opstilling med bl.a. Peter Møller og Todi Jønsson i front, og den glimrende træningskamp endte 1-1. Peter Møller scorede for FCK, mens Mikail Anli, som er nyoprykket ynglingespiller scorede for FREM.

Nu ser vi frem mod søndagens kamp i Herfølge, hvor vi meget gerne skal have alle tre point.

 

16. marts 2004

Indblik

Af Jørgen Herbert

Efter at have sundet sig lidt ovenpå premierekampen mod FCK, må man konstatere, at der var flere minusser end plusser i lørdag.

At det ikke blev til point, var selvfølgelig skidt, specielt fordi muligheden lå inden for rækkevidde. Et utroligt dårligt vejr kostede formentlig op mod 3-4000 tilskuere og derved en ekstra indtægt til FREM. Ballade udenfor stadion inden kampen pyntede bestemt heller ingen steder, og mikrofonsvigt og strømsvigt var også med til at trække ned på det, der ellers skulle være den helt store fodbolddag.

Når det er sagt, er der også grund til at fremhæve det positive. Selvom det ikke blev til point, så fremstod FREM-holdet som et klart bedre hold end for fem måneder siden.

Det giver forhåbninger om, at vi kan få de nødvendige point, vi skal have i de kommende kampe, hvor der jo kun er 12 tilbage i turneringen og mindst én i Dong Cup.

Lad mig allerede nu opfordre til, at publikum kommer i god tid til kampen mod Brøndby den 24. marts. Vi så mod FCK, at det tager tid at sluse folk ind på stadion, og det blev ikke bedre af, at vejret forårsagede en sand mudderpøl foran et par af indgangene.

Nu gælder det så den uhyre vigtige kamp mod Herfølge på søndag i Herfølge, og kravet er her tre point, så lad os håbe, spillerne kan bevare gejsten og levere endnu en god arbejdsindsats. Vi har hårdt brug for pointene.
 

 

16. marts 2004

TRÆNER BOXEN

Af Ebbe Skovdahl

Vi fik ikke point ud af kampen mod FCK, og det er selvfølgelig skidt i den situation, vi befinder os i lige her og nu.

Ellers synes jeg, vi kom godt ud af kampen og har således ikke spillere, som er kommet på skadeslisten. Til gengæld betyder den advarsel, Mirko Selak, indkasserede, at han har karantæne, og derfor ikke kan være med mod Herfølge på søndag.

Kigger vi på de andre resultater, må vi konstatere, at de ikke passede os, så kravet er nu, at vi selv høster point i de kommende kampe, ellers ser det for alvor skidt ud. Jeg så kampen mellem AB og Herfølge, som ikke var oppe i samme niveau og tempo som vores kamp mod FCK, så vi bør kunne vinde på søndag.

 

15. marts 2004

Kampreferat
FREM - FC København 1-2

Trods føring og storspil af Jørgen Nielsen måtte Sydhavnens helte overgive sig til Goliat. 10.214 på lægerne skabte super stemning og de fik en god kamp trods de vanskelige bane- og vejrforhold.    

Af Henrik Thomsen

FREM – FC København 1-2 (0-0)

10.124 tilskuere i Valby Idrætspark.

FREMs holdopstilling (4-4-2):


Jørgen Nielsen; Lars Brøgger, Jonas Stark (debutant), Diego Tur, Ketil Clorius; Søren Krogh, Bosun Ayeni, Kenneth Storvik (debutant), Mikkel Thygesen; Mirko Selak og Søren Larsen.

Indskiftninger: Morten Hamm ind for Lars Brøgger ('55), Kim Kristensen ind for Mikkel Thygesen ('77) og debutanten Indrek Zelinski ind for Mirko Selak ('85). Reservemålmand og fødselar Stefan Campagnolo (35 år) kom ikke på banen.

Mål: 1-0: Søren Larsen ('64), 1-1: Thomas Røll ('73), 1-2: Alvaro Santos ('82).  

Gult kort til Mirko Selak ('6), Bosun Ayeni (56) og Diego Tur ('90), samt til Bo Svensson, FCK ('57). 

Man of the Match: Jørgen Nielsen.

Knoldet bane

Der var på forhånd talt meget om baneforholdene. Og lad det være sagt med det samme, at det var en knoldet bane, hvor bolden hoppede og sprang. Desuden var banen blød og smattet på grund af det stride regn- og blæsevejr, der begyndte i timerne forinden og fortsatte under hele kampen. Altså langt fra optimale betingelser og måske egentlig mere en fordel for FCK, fordi de generelt er bedre teknikere og har en bedre koordination end FREM spillerne. Det viste sig i hvert fald undervejs, at FCK stod bedre fast på banen og skabte et bedre flow i spillet end FREM, der kom til at bruge mange kræfter i den sidste time, hvor FCK havde bolden klart mest.

FREM lægger godt ud

De tværstribede gik frisk til sagen fra start af i en optimistisk 4-4-2 opstilling og skabte et overtag i kampens indledning. Den nye midtbanedynamo med Kenneth Storvik og Bosun Ayeni brød mange bolde og spillede kvikt bolden ud på fløjene, hvor Søren Krogh og Mikkel Thygesen udfordrede med stor vilje. Det blev dog kun til to reelle chancer, fordi bolden ofte hang fast eller ramte en knold i den afgørende aflevering. Først headede Lars Brøgger snert forbi mål efter et hjørnespark og kort efter var Søren Larsen i en god position efter godt bandespil med Mirko Selak, men han kom ikke rigtigt under bolden og afsluttede for svagt. I denne fase levede FCK faktisk mest på kontraangreb, men deres få spredte afslutningsforsøg røg alle forbi mål.


FCK presser på, men FREM har Jørgen Nielsen 

Godt en halv time inde i matchen havde den nye midtbane hos FCK efterhånden fundet sig til rette indbyrdes og begyndte at dominere kampen - en dominans der varede matchen ud. FREM blev presset tilbage, vel nok mere end tiltænkt, og selvom FREMs nye midterforsvar Tur og Stark spillede sikkert og slet ikke lavede fejl i kampens løb, og FREMs backer Brøgger og Clorius fightede forbilledligt, så måtte målmand Jørgen Nielsen præstere store redninger for at holde FREM inde i kampen. Det er ikke for ingenting at FCKs offensive akse i form af Røll, Zuma og Santos betragtes som superligaens måske farligste. De satte et stort fingeraftryk på kampen og fik på et meget lille spilrum skabt flere afslutninger, men FREM forsvaret og Jørgen Nielsen var som sagt på pletten og reddede godt for sig, så stillingen 0-0 holdt sig længe.


Søren Larsen – helt og syndebuk

I den lange periode hvor FCK dominerede var det FREM, som levede på kontraangeb. Her var det helt klart Søren Larsen, der var mand for den ravage, som det trods alt lykkedes FREM at skabe, mens Mirko Selak så meget anonym ud (men han er jo også udpræget medgangsspiller). Kort efter pausen tog Søren Larsen et kommandoraid på højre kanten og spillede Mikkel Thygesen fri til en afslutning, der røg over mål. I det 64. minut væltede halvdelen af stadion, da selv samme Søren Larsen steg til vejrs og hovedstødte et indlæg fra Søren Krogh i mål til en særdeles overraskende 1-0 føring til FREM. Små 10 minutter før tid fik Søren Larsen serveret en friløber af Kim Kristensen, men han brændte muligheden for at bringe FREM på 2-1.


Røll og Santos afgør kampen

Efter stor dominans i over en halv time var FCK pludselig bagud 0-1 og de mange begejstrede FREM fans øjnede en mulig overraskelse og tre tiltrængte point. Men symptomatisk for FCK trykkede de ufortrødent på og det gav bonus i kampens slutning, hvor to af holdets største individualister sikrede holdet en 2-1 gevinst. Santos smækkede i det 73. minut bolden ind i hovedet på Røll, der udlignede til 1-1 via overliggeren på et flot hovedstødsmål uden chance for Jørgen Nielsen. 10 minutter senere var rollerne byttet om, da Røll spillede en medløbsbold ind i udkanten af straffesparksfeltet til Santos, der på ingen tid og plads fik vendt sig og afsluttede med et tørt hug fladt i venstre side. I ingen af situationerne kan man umiddelbart laste nogle af FREM spillerne; man må bare tage hatten af for de to flotte mål og konstatere at FCK fik en fortjent 2-1 sejr. 


Godkendt præstation   

Hvis man skal evaluere kampen, så ser FREMs defensiv og centrale midtbane bestemt ud til at være styrket og det taktiske og fysiske niveau ligeledes. Det er derimod for tidligt at sige om FREMs offensiv og tekniske niveau er forbedret; dertil fik Indrek Zelinski for lidt spilletid og bane- og vejrforholdene var for dårlige. Alt i alt en godkendt præstation, men alligevel nul point på kontoen.


Også godkendt præstation udenfor banen  

Der er gjort en kæmpeindsats for at gøre Valby Idrætspark klar til superligastart og mange har bidraget hertil. Kampen blev da også gennemført trods flere ugers konstant nattefrost, som først ophørte et par døgn før. Rent sikkerhedsmæssigt forløb arrangementet på stadion fint med over 10.000 tilskuere til "klassekampen", cirka halvdelen fra hver lejr, på det lille stadion. Trods den godkendte administrative præstation, vil kampen alligevel med rette blive husket for en meget skidt bane - og de dårlige forhold på ståpladserne har sikkert kostet yderligere tilskuere (dem der stod op blev i øvrigt meget våde og meget mudrede).
 

Søger du gamle nyheder ?

Check nyheds arkivet !

Marts 2004
30. Træner Boxen
30. Indblik - Jørgen Herbert
29. Mikkel Thygesen udtaget
     til U/20 landsholdet
29. Referat af kampen
     FREM-OB
26. Truppen mod OB
26. 2 nye modtagere af
     Arbejdernes Landsbanks
     Positivpris
26. Vindere af
     Equinox Mountainbike
26. Indblik - Jørgen Herbert
26. Træner Boxen
25. Kampreferat
     Frem - Brøndby
25. Vigtige point i SAS-ligaen
23. Trup status før
     pokalkamp
22. Indblik - Jørgen Herbert
22. Pressemeddelelse:
     FCK-Frem flyttes
22. Kampreferat:
     Herfølge - Frem
17. Træner Boxen
16. Indblik - Jørgen Herbert
16. Træner Boxen
15. Kampreferat:
     Frem - FCK

Ældre nyheder
 

Forår 04
   Forside
   Nyheder
   Debatforum
   Spillertrup
   BK Frem
   Ungdom
   Senior
   Cricket
   Historie
   Statistik
   Sponsorer
   Links
   Souvenirs

Siden 01.06.01

 


Boldklubben Frem A/S
og
Fremmershoppen
Pauli Jørgensen Lounge
Julius Andersensvej 7
2450 København SV

Telefon
36 17 13 32
Telefax
36 17 13 55
E-mail
mail@bkfrem.dk

Kontortid:
Man-Fre kl. 9-16

______________
 

Boldklubben Frem
Julius Andersensvej 7
2450 København SV

Telefon
36 17 13 17
Telefax
36 17 26 56

Kontortid:
Mandag kl. 14-16
Tirsdag kl. 14-18
Onsdag kl. 10-12
Torsdag kl. 14-16
Fredag Lukket